Alternativ demonstration: Forening vil sende bamsehær i kamp
Gemmer du på en blød, gammel ven, som bare ligger og danderer den? Så kan du sende den videre til en aktiv demonstration.

Hvis din bamse alligevel bare hænger ud i vindueskarmen, så kan den nu komme med til demonstration i Frederikshavn i stedet.
FREDERIKSHAVN:Coronakrisen har sat en stopper for mangt og meget, siden statsminister, Mette Frederiksen, tonede frem på landets TV-skærme efter aftensmaden 11. marts i år.
Men selvom dét at demonstrere er en grundlovssikret ret og dermed ikke kan forhindres i at folde sig ud, har den lokale Frederikshavn-forgrening af den landsdækkende forening ‘#Hvor er der en voksen?’ alligevel tænkt i anderledes og nye baner.
I stedet for at demonstrere på fysisk vis, opfordrer foreningen nemlig til at vise sin sympati til projektet på en noget alternativ måde. Den har nemlig valgt at sende bamserne i kamp.
I en indsamlingskasse foran butikken KJ Dog Food på Rimmensgade i Frederikshavn, har barnlige sjæle således mulighed for at aflevere bløde bamser og teddybjørne, som doneres videre til et godt formål.
Men inden da deployeres den, måske, blødeste hær i verden til demonstration på rådhuspladsen i Frederikshavn. Det sker den 12. september.
Her vil bamserne kæmpe for, at der indføres minimumsnormeringer hos dagtilbud til 0-6-årige.
Det er muligt at donere fra 26. august frem til 12. september inden for butikkens åbningstider fra klokken 12 til 18 i hverdage samt 10 til 14 om lørdagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.