Dyr

Anne er fitnesstræner for hunde: Særligt én skavank plager næsten alle

Step, bold og balancebræt styrker hundens krop, og fitness giver din hund selvtillid

Hundefitness er godt for hundens selvtillid og styrke. Tinke på 11 år er i form som en seks-årig. Tinkes ejer Jette Balslev har altid været god til at træne med hende.
Hundefitness er godt for hundens selvtillid og styrke. Tinke på 11 år er i form som en seks-årig. Tinkes ejer Jette Balslev har altid været god til at træne med hende. Foto: Bente Poder

Opdateret 19. april 2023 kl. 08:58

LENDUM:  Bordercollien Mini sidder på en stor, blød, blå plastikbold. Hun træner core.  Kæmpestore Dana af racen leonberger er i gang på balancebrættet, mens mastiffen Enna øver sig i at løfte benene. 

De damer går til hundefitness, hvor de styrker deres krop og hoved.

Dana er den anden hund, som Sofie Blæhr går til hundefitness med. Her viser Dana, hvordan balanceøvelsen skal gøres helt rigtigt. Foto: Bente Poder

Hver enkelt hund og dens ejer laver individuelle øvelser. Koncentrationen, roen og samarbejdet mellem hund og menneske mærkes tydeligt i hallen i Lendum.

Mini var nervøs og sky, da hun startede til fitness. Hendes ejer Rikke Jungersen kan tydeligt mærke, at Mini har fået langt mere selvtillid. Foto: Bente Poder

Rikke Jungersen kom første gang til fitness med en nervøs hund uden selvtillid. Mini er seks år, og Rikke Jungersen fik hende, fordi den forrige ejer havde meget dårlig kemi med sin hund.

- Mini har fået meget mere selvtillid ved at kunne mærke sin krop. Nu springer hun op på bolden og ud i de andre øvelser, fortæller Rikke Jungersen, som også har en anden grund til at gå til fitness med Mini.

- Hun har brug for at foretage sig noget, hvor hun ikke løber hele tiden. Hun hyrder, det vil sige hun løber får ind, så hundefitness giver hende styrke og balance.

Anne Brus Stæhr forklarer her Janne Brøndum, hvor hendes hund Erna på tre år, skal stå på bolden for at styrke hundens core ligesom når mennesker laver øvelsen planken. Foto: Bente Poder

Det er Anne Brus Stæhr, der står for fitness for hunde. Hun har firmaet Top-Hund.

Anne Brus Stæhr er uddannet hundemassør og møder mange hunde, der har ondt i ryggen.

- 9 ud af 10 hunde, der kommer hos mig, har ondt i ryggen. Det skyldes, at hunde er lange i ryggen. Mange er også svage i lænden, og nogle halter for at kompensere for smerterne i ryggen.

Hunde er flokdyr og gør alt for at skjule deres smerter for resten af flokken. 

- De er altid glade over for deres ejer, men når vi vender ryggen til, viser hunden, at den har ondt, forklarer Anne Brus Stæhr.

Og ligesom man med mennesker kan forebygge rygsmerter ved at styrketræne, så er det samme muligt med hunde.

Seren er en bordercollie-hvalp, som Anita Lyngby sørger for at rose og give godbidder. Til fitness kan hunden kun gøre noget rigtigt. Foto: Bente Poder

- De har brug for ligesom os mennesker at have en stærk core. Mennesker laver øvelsen planken, og hvis en hund står på en blød bold, er det dens form for planke.

Du kan også træne hunden i naturen for eksempel ved at få dem til at balancere på væltede træer i skoven, eller de kan hoppe op på en træstub.

Pippi dyrker også balancetræning i naturen. Når Pippi og Vivi Pedersen går tur ved søen i parken, balancerer hunden på stenkanterne Foto: Bente Poder

- Pippi elsker at balancere på stenkanterne til søen i vores lokale park. Hun hopper også gerne op på stubbe, fortæller Vivi Pedersen, der træner med sin puddel på et år.

- Jeg vil gerne gå til agility med hende, og her til fitness får hun mere kropskontrol. Og så kan jeg virkelig se en forskel i hendes selvtillid. Da vi kom første gang, gemte hun sig bag mig, da hun så de store hunde på holdet. Sådan er det ikke nu.

Collien Huxi og ejer Laila Andersen træner hundens skridt og dermed ryg, ben og balance. Foto: Bente Poder

Hunde synes i det hele taget, at fitness er sagen. I modsætning til lydighedstræning, hvor hunden bliver irettesat og kommanderet med, så gør den alt rigtigt i fitness. 

Den får ovenikøbet masser af godbidder og ros, og dens ejer er glad. Så det er ikke mærkeligt, at den er en hund efter fitness.

Træningen varer 45 minutter og slutter med udstrækning. 

- Hundene er virkelig trætte efter 45 minutter, fordi de har trænet så koncentreret, forklarer holdleder Anne Brus Stæhr.

Når man er færdige med fitness, får man som Mini lov at sidde trygt i sofaen sammen med sin ejer Rikke Jungersen. Foto: Bente Poder

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden