Politi

37-årig torpederede hus i hovedgade og ramte bærende væg. Nu kender politiet årsagen

Ingen kom til skade ved uheldet

Både bil og hus pådrog sig voldsomme skader ved uheldet.
Både bil og hus pådrog sig voldsomme skader ved uheldet. Foto: Lars Pauli

Opdateret 29. april 2025 kl. 11:24

Opdateret 29. april med oplysninger fra Nordjyllands Politi.

En 37-årig udenlandsk mand slap mirakuløst med mindre skrammer, da han fredag aften kørte galt. Så heldigt gik det ikke for det hus, han ramte.

Det fortalte vagtchef ved Nordjyllands Politi, Rene Kortegaard, fredag aften om en episode, der fandt sted klokken 17.40 på Skagensvej - hovedgaden igennem Aalbæk.

Lørdag morgen var bilen fjernet og hullet i væggen dækket af en træplade. Foto: Lars Pauli

-  Ingen personer er kommet noget til, men bilen har blandt andet ramt en bærende væg, hvilket betyder, at man ikke lige kan trække bilen ud igen, uden at huset risikerer at falde sammen. Derfor er det nu op til forsikringsselskabet at få huset afstivet og bilen fjernet, sagde Rene Kortegaard.

Da Nordjyskes fotograf lagde vejen forbi uheldsstedet lørdag morgen, var bilen fjernet, og hullet i væggen dækket af en stor træplade.

- Det er ejeren selv, der har fundet en bortfjernelse, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted lørdag morgen.

Tirsdag 29. april fortæller Marianne Hejlesen, politikommissær hos Nordjyllands Politi, at man formoder, at den 37-årige mand er blevet blændet af solen, og at det var grunden til at han ramte ind i huset.

Der er ingen tegn på, at han har været påvirket af stoffer eller alkohol, fortæller hun. Derfor regner hun heller ikke med, at manden bliver sigtet for noget i forbindelse med uheldet.

Der blev i forbindelse med uheldet sendt to ambulancer til stedet, men Marianne Hejlesen kan bekræfte, at der ikke var nogen hjemme i huset, da det var under totalrenovering.

Derfor var det kun den mandlige bilist, der tog skade.

- Den mandlige bilist havde lidt skrammer i ansigtet, men det blev klaret med plastre, sagde Rene Kortegaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden