Blufærdighedskrænkelse

Blotter på spil: Har krænket flere børn

Politiet efterlyser gerningsmanden til flere blufærdighedskrænkelser inden for kort tid

FREDERIKSHAVN:En blotter er på spil i Frederikshavn, og det gik tirsdag ud over flere mindreårige børn og en 24-årig kvinde.

Det oplyser Nordjyllands Politi, der nu efterlyser gerningsmanden.

Alle tre forhold mellem klokken 17.30 og 18.05 på forskellige adresser i Frederikshavn.

Først gik det ud over tre 10-årige piger, der blev krænket af gerningsmanden, der viste sin penis. Det skete ved kælkebakken ved Søparken i Frederikshavn kl. 17.30.

Dernæst blev en 24-årig kvinde krænket omkring klokken 18 I det andet forhold, hvor gerningsmanden også viste sin penis, mens han onanerede. Det skete på Engparken.

Endelig blottede gerningsmanden sin penis foran en 12-årig dreng og en 12-årig pige klokken 18.05 ved stien ved Frydenstrandsskolen i Frederikshavn.

Signalement:

Vidner har har set manden ved det første tilfælde af blufærdighedskrænkelse. De har beskrevet ham som:

- Mand, ca. 30 år

- Spinkel af bygning, dansk af udseende

- Han var iført mørkeblå/sort jakke med hætte og grå arbejdsbukser.

- Han medbragte en cykel, der muligvis var en mountainbike.

I det andet tilfælde har vidner givet en lignende beskrivelse.

Politikommissær Carsten Straszek oplyser, at det er politiets opfattelse, at det kan være samme gerningsmand, da alle tre forhold er sket inden for et kort tidsrum, ligesom det er sket inden for et lille geografisk område – og gerningsmandens adfærd i hvert forhold har en række ligheder.

- Vi tager den slags anmeldelser meget alvorligt, og vi har indledt efterforskning for at få identificeret og pågrebet den formodede gerningsmand, siger Carsten Straszek, der opfordrer alle med oplysninger i sagen til at ringe til politiet.

- Vi har et større efterforskningsarbejde foran os, fordi vi skal have afhørt ofrene i sagen, og det tager tid, blandt andet fordi børnene skal videoafhøres.

Betjente til stede

Politikommissæren oplyser, at forebyggelsesbetjente fra Frederikshavn vil være til stede i områderne omkring gerningsstederne for at skabe tryghed for de borgere, der færdes der.

- Og man er velkommen til at rette henvendelse til dem, hvis man er utryg, understreger Carsten Straszek.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden