Påsat brand

Kærestepar fængslet i fire uger: Satte ild til knallert og stak af

Der er tale om en mand og en kvinde, som i løbet af tirsdag er blevet fremstillet i grundlovsforhør

Arkivfoto: Nicholas Cho Meier

Arkivfoto: Nicholas Cho Meier

Opdateret kl. 13.00 med oplysninger om grundlovsforhør.

STRANDBY:En 49-årig lokal mand og en 23-årig lokal kvinde er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. De er sigtet for i forening at have sat ild til to knallerter og en plæneklipper i et baghus på Strandvej i Strandby nord for Frederikshavn mandag aften.

En brand, der hurtigt udviklede sig og forårsagede store skader på den lagerbygning af træ, hvor knallerterne og plæneklipperen stod, og som Nordjyllands Politi hurtigt fik mistanke om at være påsat.

Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg.

- Kvinden og manden, som er kærester, er sigtet for sammen at have sat ild til de her ting. Heldigvis begrænsede skaden sig til lagerbygningen. Lige ved siden af ligger en beboelsesejendom, men her fik ilden altså ikke fat, siger Thomas Klingenberg.

Kæresteparret nægtede sig skyldige. Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og anklageren kan derfor ikke videregive, hvad den 23-årige kvinde og hendes 49-årige kæreste forklarede i retten.

- De er blevet varetægtsfængslet med den begrundelse, at man frygter, at de vil kunne afstemme deres forklaringer eller påvirke vidner, hvis de bliver løsladt. Både kvinden og manden har kæret afgørelsen til landsretten.

Vidner så dem løbe

Branden blev anmeldt klokken 19.28 mandag aften, og de to personer blev anholdt ikke så lang tid derefter. Ifølge anklager Thomas Klingenberg kom politiet på sporet af dem, da vidner så dem løbe fra stedet.

- Vi efterforsker branden som værende påsat, siger vagtchefen Mads Hessellund, Nordjyllands Politi, tirsdag morgen.

Indsatsleder Thomas Dybro, Nordjyllands Beredskab, som var tilkaldt for at slukke branden på Strandvej fortæller, at der var der ild i en knallert i baghuset til bygningen, som rummer både erhvervslokaler i stueplan og lejligheder på første sal.

Der var ild i knallerten samt i baghusets væg og tag, da brandvæsnet nåede frem.

- Ilden var rimelig hurtigt slukket, selvom ilden havde fat i cirka ni kvadratmeter af taget, sagde indsatsleder Thomas Dybro mandag aften.

Ingen personer kom til skade i forbindelse med hændelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.