Naturbrande

Naturbrand under kontrol - men 80 brandfolk kæmper fortsat mod flammerne

Standsningslinjer holder - nu skal mandskabet kæmpe sig frem til flammerne

Foto: Jan Pedersen
Foto: Jan Pedersen

Opdateret 01. juli 2019 kl. 06:38

Video fra branden nederst i artiklen

SKIVEREN: Cirka 80 brandfolk fortsatte søndag aften kampen mod en større naturbrand, som søndag eftermiddag var brudt ud i Vendsyssel tæt på Skiveren. Mandskab fra flere stationer var i aktion - og endnu flere frivillige var ved 19.30-tiden ved at blive kaldt ind. Dertil kom assistance fra Beredskabsstyrelsen i Thisted.

Det fortalte beredskabsdirektør Diana Sørensen, Nordjyllands Beredskab, søndag aften. Her kunne hun også fortælle, at branden var kommet under kontrol takket være standsningslinjer, hvor jorden var blevet pløjet op for at begrænse flammerne:

- Vores standsningslinjer holder, så vi har en ydre kontrol med branden. Men det brænder stadig i nogle brandlommer inde i området, fortalte Diana Sørensen.

Der er tale om et cirka et skovområde på cirka en kvadratkilometer syd for Råbjergvej - nordvest for Ålbæk. Selve vejen blev søndag eftermiddag spærret på grund af røg og senere for at kunne bruges af de mange køretøjer fra beredskabet og andre.

Søndag aften vurderede beredskabsdirektøren, at slukningsarbejdet ville stå på til og med mandag morgen eller måske endda endnu længere.

- Området er meget svært fremkommeligt, og vinden vanskeliggør arbejdet. Vi bruger motorsave og har lokale til at hjælpe os med at komme frem i terrænet. Og det begynder at se fornuftigt ud nu, sagde Diana Sørensen søndag aften.

Der er ingen huse i det område, der er ramt af branden, så det har ikke været nødvendigt at evakuere folk.

- Der er heller ikke beboelse inden for enhver radius, som vi er bekymrede for, fastslog Diana Sørensen.

Brandårsagen er endnu ukendt.

Se også video fra brandslukningen - Foto: Jan Pedersen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden