Sundhed og sygdom ‑ Corona

Corona-smittet ægtepar var på bustur med Nilles til Bornholm - flere er smittet

Efter hjemkomsten fandt ægteparret ud af, at de er smittet med corona-virus

Arkivfoto

Arkivfoto

Artiklen er opdateret klokken 21.47 med oplysninger om flere smittede.

NORDJYLLAND:En bustur til Bornholm bragte ikke kun ferierende jyder, fynboer og sjællændere til Bornholm. Også corona-smitten var med ombord på bussen fra det nordjyske rejseselskab Nilles, som startede busturen fra Frederikshavn, fortsatte ned gennem Jylland, over Fyn og Sjælland, hvor flere gæster kom ombord og endte på Bornholm - og retur.

Direktør Miriam Bisgaard Christiansen fra Nilles bekræfter, at selskabet i tirsdags blev kontaktet af et ægtepar, som var med bussen til og fra Bornholm, og at ægteparret efter hjemkomsten fredag 19. juni begge er konstateret positive med corona-smitte.

- De kontaktede os på vagttelefonen i tirsdags, og vi kontaktede efterfølgende samtlige gæster, som vi bad om at blive testet. Udover samtlige deltagere på turen har vi har været alt igennem: Spisesteder, chaufføren, overnatningsstedet - alle med tilknytning til bussen, fortæller Miriam Bisgaard Christiansen.

Skulle testes to gange

Direktøren kan ikke oplyse, hvorfra ægteparret kommer. Men hun fortæller, at Nilles har været i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed.

- De har oplyst os, at de ikke kan gøre mere, end vi har gjort, siger hun.

Miriam Bisgaard Christiansen fortæller, at styrelsen oplyste, at alle deltagere og andre i forbindelse med busturen skulle testes igen efter to dage.

- Det har vi ringet rundt til samtlige og gjort dem opmærksomme på.

Miriam Bisgaard Christiansen fortæller, at hun ikke ved, om flere personer er smittet.

- Det må man gå ud fra, der er en risiko for. Men vi ved det ikke, siger hun.

NORDJYSKE har lørdag aften været i kontakt med en pårørende til en person, som er testet positiv med coronavirus efter busturen til Bornholm. Den pårørende oplyser, at yderligere en person er konstateret smittet. Der er altså kendskab til fire personer, som er smittet med corona efter busturen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.