Biltyveri

Sømmåtter kunne ikke stoppe narkopåvirket biltyv - men så skete der noget på motorvejen

Flere patruljevogne og sømmåtter involveret i at stoppe påvirket 27-årig

En patruljevogn fik en bule i døren efter nærkontakt med biltyven. Arkivfoto
En patruljevogn fik en bule i døren efter nærkontakt med biltyven. Arkivfoto

Opdateret kl. 07:12

FREDERIKSHAVN: En 27-årig mand fra Sønderjylland kigger ind i et større retsopgør efter en dramatisk biljagt på E45 natten til lørdag, som involverede flere patruljevogne fra Nordjyllands Politi, sømmåtter og en påkørsel af en patruljevogn på motorvejen syd for Frederikshavn i retning mod Aalborg.

Det oplyser vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.

Kl. 01 fik en patruljevogn mistanke til et køretøj på E45 ved Sæby i nordgående retning. Det lykkedes dog ikke at standse køretøjet, som i høj fart fortsatte mod Frederikshavn.

Endnu en patruljevogn blev involveret i biljagten ved at udlægge en sømmåtte på Europavej nær ishockeyhallen i Frederikshavn, men også her glippede det at få standset flugtbilisten, da hans køretøj mod forventning ikke punkterede.

Efter en kort tur rundt i Frederikshavn med politiet i baghjulet kørte flugtbilisten tilbage på E45 - denne gang i sydgående retning.

- På et tidspunkt derefter får vi en bil op foran ham og en anden bil op på siden af ham, som signalerer, at han skal stoppe. Så valgte føreren at lave et styreudsving til venstre, så han kører ind i patruljevognen. Det sker ved relativ lav hastighed. Patruljevognen får en bule i døren, men gerningsmandens køretøj punkterer, og så blev han nødt til at standse, fortæller Mads Hessellund.

I bilen, der viste sig at være stjålet, sad en 27-årig mand fra Sønderjylland, som viste sig at være påvirket af narko og fradømt sit kørekort.

- Så han er blevet sigtet for brugstyveri af køretøjet og kørsel i narkopåvirket tilstand. Han er desuden sigtet for at påkøre patruljevognen, køre i frakendelsestiden, besiddelse af euforiserende stoffer samt diverse færdselsovertrædelser. Så der venter ham noget af et retsligt efterspil, konstaterer vagtchefen.

Den 27-årige biltyv er løsladt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden