Dyr bytur: 27-årig skal i fængsel for vold

En 27-årig mand blev idømt fem måneders fængsel for tre voldsepisoder i Skagen i december

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

SKAGEN:For meget alkohol kan nogle gange få det værste frem i folk, og det var måske tilfældet for en 27-årig mand, der i december 2018 var på en vild og voldsom bytur i Skagens natteliv.

Det hele startede med, at den 27-årige kom i karambolage med en anden gæst på et diskotek. Den 27-årige slog gæsten flere gange i hovedet og blev derfor smidt ud af diskoteket.

Uden for diskoteket var den 27-årige stadig i det røde felt, og det fik ham til at lange en lussing ud til en tilfældig person.

Efterfølgende tydede det på, at den 27-årige havde fået nok, for han forlod stedet og tog ned på Skagen Station. Men her blev han igen involveret i en voldsepisode, hvor han skubbede og slog en person i hovedet gentagende gange.

Den 27-årige erkendte i Retten i Hjørring onsdag, at han havde været involveret i de to voldsepisoder på diskoteket. Han mente dog, at det var ofrene, der havde startet slåskampen. Episoden på Skagen Station nægtede han sig skyldig i, oplyser anklagerfuldmægtig Mathias Andersen.

Den 27-årige, der tidligere også er dømt for andre voldssager, blev idømt fem måneders ubetinget fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.