Frederikshavn

Efter Vendsyssel-konkurs: Her er planerne

Håndboldafdelingen i Frederikshavn fI er klar til at samle stumperne af konkursramte Vendsyssel Håndbold op i et nyt målrettet projekt

Frederikshavn fI, der er moderklub til snart forhenværende Vendsyssel Håndbold, vil gerne samle håndbolden op i klubbens eget regí. Her håber man, at Olivera Kecman også vil være en del af fremtiden. Arkivfoto: Torben Hansen
Frederikshavn fI, der er moderklub til snart forhenværende Vendsyssel Håndbold, vil gerne samle håndbolden op i klubbens eget regí. Her håber man, at Olivera Kecman også vil være en del af fremtiden. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 15:54

HÅNDBOLD: Når Vendsyssel Håndbolds forestående konkurs bliver en realitet, bliver det moderklubben bag overbygningen Frederikshavn fI, der skal overtage divisionslicensen.

Her får man mulighed for at lægge ud i 3. division fra næste sæson. Det er en mulighed, som klubben i den grad har tænkt sig at gribe.

- Vi har godt vidst, at det her kunne blive en mulighed, og nu bliver det desværre en realitet. Vi er på alle måder kede af, at det ender sådan her, men vi er omvendt også klar til at gribe bolden, siger Claus Fonseca, der er formand i FfI's håndboldafdeling.

Klubben har allerede i denne sæson igangsat et øget fokus på talentudvikling og elitetræning på ungdomssiden. Her har den nu tidligere cheftræner i Vendsyssel Håndbold Olivera Kecman spillet en stor rolle, og det håber Claus Fonseca også, at hun vil komme til i fremtiden.

- Vi skal have en snak med "Oli" om hendes tanker om et sådan projekt, men det er helt klart vores håb, at hun vil være med i det her projekt som cheftræner for vores nye førstehold i 3. division og have en vigtig rolle i talentarbejdet, siger Claus Fonseca.

I de glade 90ere tog FfI turen op gennem rækkerne anført af Lotte Kiærskou og Lise-Lotte Lauridsen. Senere kom bysbarnet Helle Thomsen også til og blev en del af holdet, der vandt både DM-metal og kom i to pokalfinaler.

I dag er tophåndbold en stor forretning, men FfI-formanden håber og tror, at man kan genrejse håndbolden båret frem af det stolte FfI-navn.

- Vi vil da gerne tilbage i 1. division på sigt, men det vigtigste er, at vi vil skabe et elitemiljø for vores ungdomsspillere, så de kan udvikle sig. Her er det vigtigt, at vi har et flagskib i form af vores førstehold, og vi er godt i gang med at skabe den rette kultur. Vores U17-hold skal eksempelvis træne fire gange håndbold og to gange styrketræning om ugen, siger Claus Fonseca, der i første omgang glæder sig over, at den legendariske Rødspætte Cup ser ud til at kunne afvikles i år.

- Det vil give hele klubben et boost frem mod det arbejde, der venter med at udvikle håndbolden i området, siger Claus Fonseca.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden