Erik Sørensen siger farvel til FREDERIK - ny formand hedder Niels Bro

Den tidligere borgmester i Frederikshavn Kommune vil give plads for yngre kræfter

Erik Sørensen (tv) siger farvel til posten som formand for FREDERIK. Foto: Michael Madsen

Erik Sørensen (tv) siger farvel til posten som formand for FREDERIK. Foto: Michael Madsen

FREDERIKSHAVN:Det var på ingen måde uventet, at FREDERIKs generalforsamling torsdag aften blev den sidste med Erik Sørensen ved roret.

Allerede for to år siden fortalte han til FREDERIKS generalforsamling efter valget at den nye to-årige periode ville være hans sidste, som formand for FREDERIK.

Byens borgmester gennem 12 år har sat sit præg på Handels- og Virksomhedsforeningen, men nu er tiden til at yngre kræfter tager over - akkurat som han noterede det i 2018.

Og ved den velbesøgte generalforsamling torsdag, var der stor tak til formand Erik Sørensen, som siden 2011 har stået i spidsen for FREDERIK og med engagement samt store frederikshavnerhjerte, har bidraget til byens og foreningens udvikling via et bredt lokalt samarbejde.

Det var Søren Brogaard, der på vegne af FREDERIKs bestyrelse takkede den afgåede formand for den ulønnede indsats gennem ni år.

- Du har været dygtig til at samle trådene i debatterne på bestyrelsesmøderne og har formået at bringe FREDERIK i tæt parløb med Frederikshavn Kommune, sagde Søren Brogaard blandt andet inden han og handelchef Dan Kobberup i fællesskab overrakte Erik Sørensen en gave for indsatsen.

- Vi glæder os nu til at se dig i byen med en fyldt tegnebog klar til indkøb i dit Frederikshavn, sagde Søren Brogaard.

Sidste år blev Niels Bro, tidligere direktør på Skallerup Klit, valgt ind i bestyrelsen for handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK.

Torsdag aften blev han efter den ordinære generalforsamling på Handelsskolen i Frederikshavn valgt som ny formand for foreningen på et konstituerende møde i bestyrelsen.

Niels Bro har i 12 år været direktør for Skallerup Seaside Resort, og har derfor et indgående kendskab til det, der skaber succes i en servicebranche - nemlig evnen til at levere de oplevelser, forbrugerne forventer - og gerne lidt mere til.

Og det er helt i tråd med de udfordringer handelslivet generelt står over for i dag, hvor opgaven klart er at skabe gode oplevelser både i butikkerne, men også i de byrum, der er fuld gang i at blive skabt i Frederikshavns midtby.

På generalforsamlingen var der genvalg til Claus Bøje, Søren Brogaard og Klaus Johansen og nyvalg til Kasper Kristensen.

Kasper Kristensen har hidtil være suppleant og det betød der skulle findes en ny her.

Her valgtes Jeanette Mogensbæk. Der var genvalg til Anne-Mette Secher.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.