Fest på Knivholt: Rock for Ukraine

Overskuddet fra årets "Festen på Knivholt" i maj går til krigens flygtninge

Koncerter på Knivholt trækker næsten altid masser af mennesker. Nu støtter en kommende koncert flygtninge fra Ukraine. Arkivfoto

Koncerter på Knivholt trækker næsten altid masser af mennesker. Nu støtter en kommende koncert flygtninge fra Ukraine. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Nu kan du langt om længe komme til koncerter igen – og samtidig støtte en god sag.

"Festen på Knivholt" i Frederikshavn 14. maj bliver i år en stor støttekoncert til fordel for Ukraine. Hele overskuddet vil gå til krigens flygtninge. Ifølge officielle oplysninger er allerede mere end en million ukrainere flygtet fra hjemlandet, og tallet forventes at stige i den kommende tid.

- Det er forfærdelige billeder, vi ser fra Ukraine og flygtningestrømmene. Det er ikke til at holde ud, og vi er nødt til at gøre noget. Derfor ændrer vi i år formålet med "Festen på Knivholt", og jeg er taknemmelig for den opbakning, som idéen har fået fra alle kanter, siger initiativtager og eventmager Henrik "Røde" Jensen fra Frederikshavn.

På endags-festivalen spiller fire hyldestorkestre, U-2, Die Herren, Queen of Denmark, Peter og De Andre Kopier samt ABBArz fra Prag. Alle fire bands, lyd &lys-leverandøren Profox i Aalborg og Knivholt Hovedgård i Frederikshavn har valgt at bidrage til at skabe det størst mulige overskud til fordel for Ukraine.

Dertil vil billetsystemet www.tikko.dk donere 20 kroner pr. solgt billet.

Også Frederikshavn Kommune med borgmester Birgit Hansen i spidsen har tilkendegivet at støtte koncerten og det gode formål.

- Jeg har ikke villet bede de fire bands om at spille gratis, da de har været igennem to forfærdelige år med Covid-19, hvor de ikke har haft mulighed for at være på landevejen og spille og tjene til dagen og vejen, men de bidrager med det, de kan, siger Henrik ’Røde’ Jensen og håber, at såvel ølleverandør og andre partnere også vælger at støtte formålet.

Overskuddet uddeles umiddelbart efter koncerten af en komité bestående af Henrik "Røde" Jensen selv, produktchef Julia Onyshchenko Christensen fra Det Nordjyske Mediehus, der selv stammer fra Ukraine, samt yderligere en repræsentant fra det ukrainske miljø i Danmark.

Henrik "Røde" Jensen har tidligere taget initiativ til at indsamle midler til nødhjælp. I 2005 lykkedes det at samle 840.000 kroner ind ved en støttekoncert i Frederikshavn efter tsunamien i Asien.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.