Koncerten i tirsdags var samtidig en markering af Sæbys 500-års jubilæum som købstad, hvilket gav anledning til et lille borgmesterielt indslag ved Birgit Hansen. Hun fremhævede Sæby som en kulturby, der - som få - er gennemsyret af musik. 

Fra Musikskolen går der tråde rundt til alle afkroge af byen: garder, musikkorps, bigband, tyrolerorkester, jazzfestival, alt er forbundet og aktiviteterne involverer store dele af lokalbefolkningen. Og hun har virkelig ret, Sæby er en unik kulturel størrelse.

Festkoncerten var lagt i hænderne på en messingkvintet bestående af fine solomusikere fra nogle de mest velrenommerede europæisek symfoniorkestre. Den karakteristiske ’messingsuppe’-klang i ensemblet var sublimt afbalanceret, selv i Sæby Kirkes store akustik, hvor man uden problemer kunne drømme sig tilbage i tiden til Gabrieli-æraen i Markuskirken i Venedig.

Det var Dowlands suite med 5 dansesatser, der slog tonen an. Musikken er skrevet for besætningen og ev blbestilt af Christian d. IV, som havde knyttet Dowland til sit hof. Sidste sats blev oven i købet berømt som ”The King of Denmark’s Gailard”, og de fine renæssance-dansesatser klingede forrygende smukt i rummet.

Den russiske komponist Victor Ewald Quintet nr. 4 var oprindeligt skrevet for strygekvartet og derefter transkriberet for blæserkvintet, og det kunne mærkes. Transformationen af den romantiske musik fra strygere til blæsere var ikke uden problemer, hvor den sprøde og transparente strygerklang ændredes markant i processen til en mere massiv og klæg klangsubstans.

Bedre lykkede transformationen af Bachs 3. Brandenburgerkoncert, hvor 10 strygerstemmer skulle reduceres til de 5 blæsere. Forskellen lå i Bachs flerstemmighed, som lod os høre dialogen solisterne imellem og med en halsbrækkende allegro-sats som afslutning.

Også Vivaldis ”La Folia”, oprindelig komponeret som en triosonate (2 violiner + basso continuo), blev vellykket, smukt afstemt og blændende virtuost spillet og med god kontrast i de mange små variationer. Den belgiske komponist Frédéric Devreese’ mere moderne ”James Ensor Suite” var komponeret for besætningen, de 4 satser flimrede som smukke klangbilleder i det fit afstemte sammenspil.

Resten af koncerten lå i den mere populære ende, begyndende med Kurt Weills smægtende, cubanske inspirerede habanera (tango) med Ian Bowsfield som solist på trombonen.

Potpourriet over gamle Glen Miller-melodier bød på genhør med de mest kendte af Glen Millers hits, ”Moonlight Serenade”, ”String of Pearls”, ”Danny Boy”, ”American Patrol”, ”At Last” og ”In The Mood”, hvor ensemblet kom helt tæt på Miller-orkestrets stil og sound. Også Beatler-medleyet med McCartneys ”Penny Lane”, ”Leet it Be”, Yesterday” og “Ob-la-di, Ob-la-da” gik rent hjem.

Her var lidt til enhver smag, serveret professionelt og med overskud.