Fin plads i og til Jacobs Fiskerestaurant

Sæbys kendte fiskerestauratør åbner 9. februar i stort lokale og får hustruens nye butik som nabo

Marianne Isen
I den nye udgave af Jacobs Fiskerestaurant kan 180 gæster sidde og spise inden for. Foto: Kurt Bering
Sæby 11. januar 2018 06:15 - Opdateret 11. januar 2018 07:46

SÆBY: Jacob Jensen, der siden 2001, har drevet fiskerestaurant på havnen i Sæby, er ved at gøre klar til at åbne 9. februar på første sal på adressen Havnen 12 i de lokaler, hvor restauranten Franks lå.

Lige ved siden af i det tilstødende lokale går hans kone Mette Grønhøj Jensen og arbejder på, at hendes drøm bliver til virkelighed. 9. februar åbner hun Rum Klang, en stor bolig-interiør forretning.

Der er flere gode grunde til at forlade den bygning, hvor Jacob har haft sin restaurant. I det nye lokale er der bedre plads til den fiskebuffet, som stort set alle gæster bestiller, når de besøger stedet.

Fra 80 til 180 pladser

Det er også slut med at sidde som "sild i en tønde", og kante sig ud, når man skulle op og hente mad fra buffeten. Bordene står længere fra hinanden, og alligevel bliver der plads til 180 gæster indenfor, hvor der før var plads til 80 gæster indenfor og 40 ude på altanen. Arter vejret sig kan folk også få plads ude på altanen i den restaurant, og her er der en formidabel udsigt over lystbådene.

- Jeg glæder mig til, at kunne spørge gæsterne, hvor de kunne tænke sig at sidde i restauranten, den mulighed havde jeg ikke så ofte i det gamle lokale, siger Jacob Jensen ærligt.

Han glæder sig også over, at der er elevatoradgang til restauranten, for han har haft kunder, som han har enten måtte bære op på første sal eller bringe maden ned til dem fra buffetten.

- Det er også skønt, at vi nu har fem toiletter, så folk ikke skal stå i kø, smiler han.

Køkkenet er blevet bygget om, så det passer til buffetkonceptet, og endelig er selve restaurationslokalet blevet malet og ny kunst er kommet op på væggene.

- Mette har hjulpet mig med indretningen. Den slags er hun god til. Vi har blandt andet malet væggene mørkere, det virker hyggeligere, siger Jacob Jensen, der selv har sat sit præg på indretningen ved at købe skibstømmeragtige planker dekoreret med maritime motiver malet på hos Hanne Moch i Thyborøn.

Mettes Rum Klang

Mette Grønhøj Jensen, der tidligere har været selvstændig og haft en boghandel, har altid interesseret sig for boligindretning, og vil nu gøre sin store interesse til en levevej. Nu var muligheden der for at få et dejligt lokale.

I Rum Klang bliver der i øvrigt også mulighed for at købe og nyde en kop kaffe eller the i sofaerne, som er placeret ved de store vinduer med kig ud på livet på havnen. Ideen er blandt andet, at folk tager en tur ind i butikken, før eller efter restaurantbesøget. Eller hun kan invitere til særlige arrangementer indimellem.

- Her er 500 kvadratmeter og mange muligheder for at bruge køkkenet i restauranten til forskellige arrangementer i Rum Klang. Lige nu har jeg aftaler om modeshows og vinsmagning, men det kunne også være en pigegruppe, der gerne vil have en brunch og høre om boligindretning. Udover at sælge ting til boligen, hjælper jeg også gerne med at indrette.

Bistro i to etager

Den gamle Jacob fiskerestaurant vil han fortsætte med at drive som den bistro han har i stueetagen, men udvalget kommer også til at rumme grillbar-mad som kylling med pommes fritter og burgere.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...