Flere og flere cruiser til Skagen

Skagen slår i 2019 krydstogtrekord for tredje år i træk

Jakob Frey Ahrentzen
Krydstogtskibene Silver Spirit i forgrunden og Navigator of the Seas gæstede Skagen i 2018.Arkivfoto: Peter Broen
Frederikshavn 19. marts 2019 10:44

SKAGEN: Du kan godt forvente at høre mange internationale accenter, hvis du færdes i Skagen til sommer, hvor godt 73.000 forventede krydstogtgæster fordelt på 44 anløb besøger byen.

Det er en stigning på 9.500 gæster i forhold til 2018, hvor 63.544 krydstogtgæster besøgte Skagen. Skibene i 2019 er generelt større end sidste år, hvor Skagen også havde 44 anløb.

Det oplyser Skagen Havn.

9 af de 44 krydstogtskibe anløber Skagen for første gang. Desuden får Skagen anløb fra to rederier, der ikke har gæstet Skagen tidligere, nemlig Marella Cruises og Cruise & Maritime begge fra Storbritannien.

- Det er naturligvis positivt at konstatere, at det store arbejde, der lægges i at udvikle krydstogtaktiviteterne, bærer frugt. Den værdi, som krydstogtskibe og gæster skaber for Skagen Havn og lokalsamfundet, er betydelig, så vi er meget glade for den interesse rederierne viser, siger Willy B. Hansen, adm. direktør Skagen Havn.

En ny analyse har vist, at krydstogtgæsterne i gennemsnit bruger hver 508 kroner og besætningen i gennemsnit 98 kroner på et besøg i Skagen.

2019 markerer samtidig 20 året for dannelsen af det lokale krydstogtnetværk Cruise Skagen Denmark. Cruise Skagen Denmark har siden 1999 arbejdet med at tiltrække krydstogtturisme til Skagen.

- I Cruise Skagen Denmark arbejder vi også med at professionalisere modtagerapparatet og i det hele taget at udvikle destinationen, så den er gearet til krydstogtturismen, siger cruise manager Anne Sofie Rønne.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...