Fra mobbeoffer til fighter: Charlotte er et hverdagsmirakel

Charlotte Kristensen blev mobbet og gik ud af syvende klasse. Så vendte bøtten, og nu har hun en chefpost i sigte

Lars Hofmeister og Peter Broen (foto)
Charlotte Skov Kristensen var låst fast i kontanthjælp og depression. Men hun greb chancen, da den bød sig.
Ungdomsuddannelse 15. april 2018 14:51 - Opdateret 15. april 2018 15:00

FREDERIKSHAVN: Ja, man tror, det er løgn.

Men læs endelig videre, for 26-årige Charlotte Skov Kristensen fra Frederikshavn er et lille hverdagsmirakel.

Og som hun står der med lidt rødme i kinderne og et genert blik, tror man overhovedet ikke, at Charlotte Kristensen de seneste par år har sparket kontanthjælp, depression og lavt selvværd ned under gulvbrædderne. Samtidig har hun givet ordet "kovending" en helt frisk betydning.

Det begyndte ellers skidt.

Charlotte Kristensens far døde, da hun var ni år, og hun skulle hurtigt finde ud af, at livet ikke altid er lutter lagkage.

I folkeskolens specialklasse blev hun mobbet sønder og sammen, og hun orker nærmest ikke at fortælle om, hvad hun blev mobbet med.

For mobningen bestod af en bred vifte af alting.

Efter hendes konfirmation i syvende klasse fik Charlotte Kristensen bare nok.

Hun forlod folkeskolen, hvorefter hun havde et treårs forløb på en såkaldt praktisk efterskole.

Her var det boglige nedprioriteret, og der blev ikke givet karakterer.

Senere blev hun tilmeldt en særligt tilrettelagt uddannelse for unge med særlige behov, og allerede her begynder man at skimte fremtiden med fleksjob eller førtidspension.

Lars Hofmeister og Peter Broen (foto)
Ib Christensen arbejder på Frederikshavn Produktionsskole. Og han havde et tilbud til Charlotte Kristensen, som hun heldigvis sagde ja til.

På kontanthjælp

Som voksen røg Charlotte Kristensen på kontanthjælp. Og hun havde på et tidspunkt så mange problemer med en kæreste, at hun fik en depression.

Men et sted inde i den stille pige, der ellers helst ville gemme sig over i hjørnet, må der samtidig have været en sej tøs, der rettede skuldrene og som endelig sagde:

"Fandeme nej".

Og som bare ikke ville acceptere, at dét her var hendes skæbne.

I hvert fald sagde Charlotte ja og greb chancen, da hun på et tidspunkt blev kontaktet af jobkonsulent Ib Christensen fra Frederikshavn Produktionsskole.

Ikke så meget skole

Han tilbød hende en såkaldt erhvervsgrunduddannelse (EGU), som mest består af et praktisk forløb og ikke så meget skoleundervisning.

I sensommeren 2017 begyndte Charlotte Kristensen som medarbejder i Fakta i Søndergade i Frederikshavn. Og siden har hun ikke set sig tilbage.

- Jeg er blevet meget mere glad. Det er jo faktisk første gang i mit liv, at jeg prøver at have kollegaer, som jeg kan snakke med og have det sjovt med. Samtidig er jeg naturligt træt om aftenen, siger Charlotte Kristensen.

Efter det toårige EGU-forløb, skal Frederikshavn Handelsskole kontaktes med henblik på at afslutte uddannelsen.

Herefter kan Charlotte Kristensen kalde sig butiksassistent.

Lars Hofmeister og Peter Broen (foto)
Første skridt er at blive uddannet butiksassistent. Næste skridt er at blive souschef.

Stopper ikke her

Men ambitionerne stopper ikke her.

- Mit mål er at blive souschef. Og jeg tror, det er realistisk, siger Charlotte med et smil.

Hvilket butikschef Jens Holst bekræfter hende i:

- Hun er et kæmpe talent med stort overblik. Er samtidig selvstændig og får masser af ros fra kunderne, lyder det fra Jens Holst.

Så chefstillingen ligger forude.

Og med fare for at ende som et rosenrødt ugeblad, må vi lige have med, at Charlotte Skov Kristensen for længst har fundet den helt rigtige mand. Og at de sammen har Christoffer på to år.

Hvem sagde kovending?

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...