Politi

Frækt tyveri: Alarmen gik, men tyv kom tilbage efter dyr lampe

Tyven stjal to PH-lamper til samlet 40.000 kroner

Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 13:09

Natten til søndag er der sket tyveri af to udendørs PH-lamper fra et hus på Jeckelsvej i Skagen.

Politikommissær Peter Skovbak fra lokalpolitiet i Frederikshavn betegner tyveriet som frækt.

Natten til søndag klokken 0.30 gik en tyverialarm i huset, og ejeren - der bor i et andet hus et lille stykke derfra - kørte til huset, som ligger midt i den del af byen, der kendes som Gl. Skagen.

- Ejeren konstaterede, at den ene af de to udelamper var væk. Den anden lampe var skruet løs, men sad stadig i væggen, fortæller Peter Skovbak.

Ejeren kørte hjem igen, men da han kom retur til sommerhuset klokken 8.00, var begge lamper væk.

Der er tale om to PH-lamper i kobber til en samlet værdi på 40.000 kroner.

- Det er koldblodigt og frækt, at tyven formentlig har ventet i området og så er kommet tilbage, efter at ejeren er kørt igen, siger Peter Skovbak.

Et vidne har set en mand, der klokken 04.51 kørte fra stedet.

-Vi har en mistanke om, at det kan være gerningsmanden, der har været tilbage for at har stjæle den anden lampe, siger Peter Skovbak.

Manden var klædt i mørkt tøj.

Lokalpolitiet i Frederikshavn er også interesseret i at høre fra andre vidner, hvis nogen har set noget mistænkeligt omkring Jeckelsvej natten til søndag, eller man har andre oplysninger om tyveriet.

Nordjyllands Politi og lokalpolitiet i Frederikshavn kan kontaktes på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden