Frederikshavner hentede 2.856 dåseøl i Tyskland - og blev snuppet ved grænsen

Retten i Hjørring mente ikke, at 119 kasser øl var til eget forbrug

Arkivfoto

Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:2.856 dåser øl a' 33 cl er omregnet til kasser intet mindre end 119. Og køber man 119 kasser øl ved grænsen, vækker det skattevæsenets opmærksomhed. Især hvis man bliver standset af Skat.

Det skete 5. februar 2019 for en nu 46-årig frederikshavner, som havde taget køreturen fra Nordjylland til Tyskland for at købe øl.

Da han skulle retur og passerede den tysk-danske grænse, blev han standset i forbindelse med en kontrol, som Skat afholdte. Og de mente altså, at 119 kasser var langt i overkanten af, hvad en person skal have til eget forbrug. Desuden var det langt over den tilladte mængde.

Sagen blev onsdag formiddag behandlet ved Retten i Hjørring. Her fortalte den 46-årige frederikshavner, at øllene var til eget forbrug. Han nægtede sig derfor skyldig i at have overtrådt bekendtgørelsen om afgift af øl, vin og frugtvin samt bekendtgørelsen om pant på og indsamling af emballager. Det oplyser anklager Dorte Knudsen fra Nordjyllands Politi.

At de 2.856 dåseøl, som svarer til cirka 952 liter, var til eget forbrug, troede Retten i Hjørring ikke på. Derfor blev frederikshavneren idømt en bøde på 20.000 kroner, hvilket var i overensstemmelse med anklageskriftet.

Anklageren oplyser, at den 46-årige frederikshavner nægtede sig skyldig og udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Øllene blev i første omgang beslaglagt, hvorefter han fik den tilladte mængde øl udleveret. For dem kom han altså til at betale det, de kostede ved grænsen samt yderligere 20.000 kroner i bøde.

Så meget øl må du indføre til eget forbrug

Hvis man kører til grænsen, må man indføre 110 liter øl, hvilket svarer til cirka 330 dåser - altså over 13 rammer.

Øllene skal være til eget forbrug. Man må ikke videresælge øllene.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.