Hollywood elsker Phønix fra Frederikshavn
Connie Nielsen er ikke den eneste fra rødspættebyen, der har arbejdet med store instruktører
Opdateret kl. 15:40
FREDERIKSHAVN: Skuespillerinden Connie Nielsen har for længst placeret Frederikshavn på den internationale filmscene, men de færreste ved nok, at byen har leveret en anden filmstjerne af en vis kaliber.
Det er træskibet Phønix, som i 1929 forlod Hjørne & Jacobsen Skibsbyggeri. Netop nu ligger det til kaj i den nordirske hovedstad Belfast, hvor skibets irske ejer, Shane McCarthy, har sat det til salg for den nette sum af 525.000 engelske pund - eller ca. 4,4 millioner danske kroner.
Siden 2015 har han ejet træskibet, som har rødder i Frederikshavn. Han ejer også Deep Blue Events Ltd., der har specialiseret sig i at levere maritime løsninger, når filmindustrien har brug for det.
Og Phønix har været særdeles efterspurgt, når kameraerne har rullet. Det fortæller Shane McCarthy om det 34 meter lange, 6,5 meter brede og næsten 80 ton tunge skib, som i dag er bygget om til en brig med 12 sejl.
Igennem de seneste år har skibet da også medvirket i en lang række spillefilm og tv-serier. Mest kendt er nok hvalfangerfilmen "In the Heart of the Sea" fra 2015, der blev instrueret af Ron Howard, som også stod bag blockbustere som Apollo 13, Da Vinci Mysteriet og Et Smukt Sind med Oscar-vindende topnavne som Tom Hanks og Russel Crowe på plakaten.
- Efter hun forlod værftet i Frederikshavn som en "baltic trader" sejlede hun i nogle år tømmer mellem Danmark, Tyskland og Holland. Derefter blev skibet købt af en gruppe evangeliske missionærer og har også sejlet i Caribien og ved Miami, før hun blev bragt tilbage til Europa og bygget om til den brig (et mindre skib med to fuldriggede master, red.), hun er i dag, fortæller Shane McCarthy.
Den ombygning skete i 1996. Fem år forinden - i 1991 - blev Phønix forvandlet til et træskib, som de så ud i det 15. århundrede og døbt Santa Maria, som var det største af de tre skibe, Christopher Columbus brugte på sin første rejse over Atlanterhavet til Amerika i 1492.
Det gav en plads i filmen "1492: Conquest of Paradise", der blev instrueret af Sir Ridley Scott, som også kan prale af at være manden bag film som blandt andre Alien, Blade Runner, Thelma og Louise, G.I. Jane og Gladiator - for blot at nævne nogle.
Nu har skibet altså igen navnet, som stod på planken, da det gled i vandet fra Hjørne & Jacobsens Værft i 1929. Og Shane McCarthy leder efter nye ejere, som vil tage sig kærligt af skibet, der til søs kan rumme en besætning på 12 mand og 10 gæster.
En kommende køber, der er klar til at lægge prisen på 4,4 millioner kroner, kan trøste sig med, at der allerede nu er linet business op for skibet.
Det gælder både flere opgaver i filmindustrien, deltagelse i en omfattende sejlads i kølvandet på den engelske naturforsker Charles Darwin over 32 etaper fra 2023-2025 samt deltagelse i en lang række maritime festivaler.
Skønt næsten 100 år gammel er der rigeligt med bejlere til den gamle skude fra Frederikshavn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.