Coronavirus

Hårdest ramt i Jylland: Smitten stiger stadig i nord

Et sogn i kommunen er så hårdt ramt, at myndighederne anbefaler lokale tiltag

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

FREDERIKSHAVN:Det er endnu ikke lykkedes at sætte en fod i døren overfor den stigende smitte med coronavirus i Frederikshavn Kommune. Smitten i enkelte sogne er så høj, at sundhedsmyndighderne aktuelt anbefaler, at kommunen sætter lokale tiltag i kraft for at bremse smitten.

Hvis man ser bort fra Fanø Kommune, der er så lille, at 11 smittede de seneste syv dage har sendt kommunen et godt stykke op i det røde felt, så er Frederikshavn Kommune den jyske kommune, der har flest tilfælde af smitte med coronavirus. Vest for Storebælt er det kun Langelands Kommune, der har flere smittetilfælde pr. 100.000 borgere, end Danmarks nordligste kommune har for tiden.

Brune sogne har en incidens større end 200. Mørkerøde en incidens mellem 100 og 200, de orange en incidens mellem 50 og 100, mens de beige sogne slet ikke har registreret nogen smittede. Grafik: Ole Sanvig Knudsen

Brune sogne har en incidens større end 200. Mørkerøde en incidens mellem 100 og 200, de orange en incidens mellem 50 og 100, mens de beige sogne slet ikke har registreret nogen smittede. Grafik: Ole Sanvig Knudsen

I absolutte tal er det Skagen Sogn, der har flest smittede, men ser man på et kort over sognene, så er sognene med høj incidens spredt ud over hele kommunen - mens der også er sogne helt uden smittetilfælde spredt ud over det hele.

Sognet med ekstra høj smitte, hvis man følger coronasmitte.dk er Albæk-Lyngså Sogn, hvor kommunen har fået et såkaldt "bekymringskald" fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Siden kommunen fik det kald, er smitten faldet i sognet - der faktisk har ligget under bekymringsgrænsen de seneste syv dage.

Men derfor har Frederikshavn Kommune stadig blik på udviklingen i sognet, idet man aktuelt har haft et debatmøde med skolebørnene i området i kikkerten. Men efter at have vurderet tallene, blev man i i direktionen enig om, at mødet godt kunne holdes, siger borgmester Birgit S. Hansen (S).

- Der er ikke så meget smitte blandt børnene, så vi har altså vurderet, at det kunne vi godt.

- Helt generelt opfordrer vi folk til at blive testet, og til at blive vaccineret, hvis man ikke er det i forvejen, og så arbejder vi også hele tiden på at få regionen til at stille testfaciliteter til rådighed.

- Det er både PCR-test og kviktest, fordi vi ved, at opbakningen til at lade sig teste ude i lokalsamfundene er aller-aller størst, når det er så nogenlunde i nærmiljøet, siger Birgit S. Hansen.

De tiltag, som de statslige myndigheder anbefaler, at kommunen sætter i værk, kan læses i faktaboksen herunder, men aktuelt er der altså ikke nogen af dem, der er i kraft i Frederikshavn Kommune.

Tiltag ved høj lokal smitte

Gælder for alle borgere i området: Det anbefales, at alle lader sig teste og bliver vaccineret.

På tværs af nedenstående områder: Opfordring om skærpet fokus på at efterleve anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens generelle vejledninger om forebyggelse og håndtering af smittespredning af COVID-19.

Dagtilbud mv.: Opfordring om, at dagtilbud tilrettelægges, så børnene så vidt muligt holder sig inden for egen stue eller tilsvarende gruppeinddeling

Opfordring om, at aflevering og afhentning af børn foregår udendørs, hvis muligt.

Grundskoler, herunder SFO og fritidstilbud: Opfordring om, at undervisning så vidt muligt foregår i stamklasser i det omfang, det er foreneligt med almindelig undervisning

Opfordring om, at aktiviteter i SFO og fritidstilbud organiseres, så børnene så vidt muligt er i faste grupper af børn og pædagogisk personale.

Opfordring til to ugentlige test af børn fra 9-11 år, som ikke tidligere har været smittet med COVID-19 indenfor de seneste 12 måneder samt opfordring til 2 ugentlige tests fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet indenfor de seneste 12 måneder.

Opfordring til så vidt muligt at opdele elever klassevist i frikvarterer og pauser.

Opfordring til, at aflyse større sociale arrangementer på tværs af klasser. Sociale arrangementer med primært socialt formål såsom klassefester, fødselsdag og fælles morgenmad bør holdes inden for stamklassen.

Opfordring til, at holde afstand blandt medarbejdere, forældre m.fl. Afstandsanbefalingen omfatter ikke elever og imellem elever og medarbejdere.

Efterskoler, frie fagskoler og kostafdelinger på fri- og privatskoler: Opfordring til to ugentlige test af børn fra 9-11 år, som ikke tidligere har været smittet med COVID-19 indenfor de seneste 12 måneder samt opfordring til 2 ugentlige tests fra 12 år og op, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere smittet indenfor de seneste 12 måneder.

Der er ikke længere nogen automatik i, at en incidens på et givet niveau sammenholdt med et bestemt antal smittede og smitteprocent lukker et sogn eller kommune ned.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan dog stadig gå ind og kræve for eksempel en skole lukket, hvis styrelsen vurderer, at det er nødvendigt for at bremse smitteudviklingen. Det kan ske, så længe Covid19 har status som alment farlig sygdom i Epidemiloven.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.