Høge forlænger med målsluger

Nick Olesen har fået en forlængelse af sin kontrakt med det nordjyske ishockeymandskab i to år

Jens Hukiær
Nick Olesen (95) er også at finde i Frederikshavn White Hawks de kommende to sæsoner. Arkivfoto: Henrik Louis
Frederikshavn White Hawks 13. februar 2018 07:22 - Opdateret 13. februar 2018 07:30

ISHOCKEY: Frederikshavn White Hawks har forlænget samarbejdet med klubbens absolut mest målfarlige angriber Nick Olesen. Forlængelsen gælder for de kommende to sæsoner.

Det oplyser moderselskabet bag det nordjyske ishockeymandskab Elite Nord Frederikshavn A/S i en pressemeddelelse.

- Siden Nick kom hjem til Frederikshavn, efter ophold i udlandet, har han i White Hawks vokset sig til en af de stærkeste angribere i Metal Ligaen. Han er lige nu den mest scorende spiller i Metal Ligaen, og det er derfor fuldt ud fortjent, at han er netop er udtaget til landsholdet i denne uge, lyder det i pressemeddelelsen.

Nick Olesen er ifølge pressemeddelelsen en ombejlet spiller i danske og udenlandske klubber, så derfor er høgene ekstra stolte over at kunne forlænge hans kontrakt med yderligere to år.

- Selvom Nick Olesen i denne sæson har været en af Metal Ligaens bedste spillere, så tror vi på, at Nick kan udvikle sig yderligere. Han vil i de kommende sæsoner uden tvivl få endnu mere ansvar på holdet, og vi ser frem til mange scoringer fra ham, lyder roserne i pressemeddelelsen.

Selv siger Nick Olesen om forlængelsen.

- Jeg er rigtig glad for forlængelsen af kontrakten med White Hawks, da jeg arbejder målrettet efter at komme til at spille på så højt et niveau som muligt. Indtil jeg er klar til det, kan jeg ikke forestille mig at spille i nogen anden klub end min moderklub forudsat selvfølgelig, at forudsætningerne i klubben er til stede.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...