LOKALDEBAT Frederikshavn Kommune

Indhegning på Grenen bliver ikke gennemført på nuværende tidspunkt

Politikere beslutter, at et stort naturområde på Grenen ikke skal hegnes ind i denne omgang.

 Karsten Thomsen (S), formand for teknisk udvalg, har sammen med resten af udvalget besluttet, at der ikke skal være hegn omkring stort naturområde i Skagen. Arkivfoto.

Karsten Thomsen (S), formand for teknisk udvalg, har sammen med resten af udvalget besluttet, at der ikke skal være hegn omkring stort naturområde i Skagen. Arkivfoto.

SKAGEN:Der blev afholdt dialogmøde for alle lodsejere og andre, som bliver direkte berørt af den mulige kommende kreaturindhegning i Nedermosen på Grenen mandag 27. september. Her lyttede Frederikshavn Kommunes tekniske udvalg til de forskellige holdninger til projektet og besluttede på det efterfølgende udvalgsmøde, at de ikke ønsker at gennemføre projektet på nuværende tidspunkt.

- Vi har lyttet til de lodsejere, der var til stede. Her var en del modstandere af indhegningen, og der blev udtrykt bekymring over de stude, der skulle have gået derude, siger Karsten Thomsen (S), formand for teknisk udvalg.

Projektet omhandlede indhegningen af et 157 hektar stort område mellem Batterivej og Buttervej i Skagen, hvor arealerne skulle have været afgræsset af 30-47 stude af racen Galloway. Formålet med projektet er at forbedre biodiversiteten i området. Da projektet ikke bliver til noget på nuværende tidspunkt, vil naturplejen i stedet blive varetaget af Frederikshavn Kommune.

En beslutning, der glæder Jens Borup (V), som ønsker at borgerne og han selv kan bevæge sig frit i Grenens natur.

Jens Borup (V), medlem af teknisk udvalg, er glad for, at der ikke skal være kvæg og indhegning på Grenen. Foto: Bente Poder. Foto: Bente Poder

Jens Borup (V), medlem af teknisk udvalg, er glad for, at der ikke skal være kvæg og indhegning på Grenen. Foto: Bente Poder. Foto: Bente Poder

- Jeg er da glad for at kunne overbevise de andre om, at det er det rigtige, men jeg er mest glad på vegne af borgerne i Skagen. Jeg har jo kæmpet for, at de har et område, som de kan gå ud at nyde, uden at skulle gå gennem hegn og mellem kreaturer, siger en tilfreds Jens Borup (V).

Om projektet kan blive til noget i fremtiden vides ikke på nuværende tidspunkt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.