Efter 30 år sagde hun sit kommunale job op: Nu skal der sælges krukker og skaldyr
Rikke Mathiesen vil slutte sig arbejdsliv med at udleve en drøm og åbner snart et sted fyldt med skønne skaldyr og fine ting til boligen
Opdateret kl. 12:37
AALBÆK: - Når jeg bliver gammel, vil jeg ikke sidde sidde på en bænk og sige til min mand: "Hvorfor gjorde jeg det ikke". Jeg vil, at min drøm udleves.
Sådan siger Rikke Mathiesen på 53 år. Hun kunne have fortsat med sit job med faste arbejdstider og være ret sikker på, hvad fremtiden ville bringe.
Hun kunne måske få en medalje for lang og tro tjeneste i det offentlige. Men nej - det ønskede hun slet ikke.
Det var faktisk et spørgsmål fra hendes mand, der satte gang i det hele.
Hun er gift med Niels Erik Bertelsen, der er administrerende direktør og medejer af fiskeeksportfirmaet Chrisfish A/S med hovedkontor i Frederikshavn.
- Jeg havde netop haft 30 års jubilæum som ansat i Frederikshavn Kommune, og min mand spurgte, hvad der skulle ske med de sidste ti år af mit arbejdsliv. Om jeg havde tænkt over det.
Jubilæet var i januar 2022 og kort tid efter, 1.april, gik hun ind og sagde op. Farvel til et job i Borgerservice, som hun kun har godt at sige om. Men som ikke skulle være hendes job, til hun skulle på pension.
Nu står hun så her. Godt et år efter opsigelsen. I en helt nyopført bygning midt i Aalbæk. Huset hedder Skaldyrshuset. Her skal der, som navnet siger, kræses om gæsterne med skaldyr, som kan nydes på stedet eller købes med hjem.
Hun åbner døren til sin egen drømmeforretning 2. juli.
- Vi får leveret skaldyr fra min mands firma Chrisfish A/S: Håndpillede Chilerejer, søkogte skalrejer og krabbekløer. Chrisfish har eksporteret de skønneste skaldyr til udlandet i mange år, og jeg synes, folk i Aalbæk og omegn også skal have fornøjelsen, forklarer Rikke Mathiesen.
Skaldyrshuset kommer også til at rumme ting, man kan købe til boligen, fire tøjmærker og en spansk vin, som de har et særligt forhold til. De har selv fundet vingården tæt på deres faste feriested Almunecar i Sydspanien.
Skaldyrshuset er bygget som et vinkelhus med en cafédel i den ene længe og med masser af muligheder for at skabe plads til arrangementer, og det er helt bevidst, for det skal bruges året rundt.
- Det fine ved det her lokale er, at til efteråret efter turist-sæsonen har vi mulighed for at holde workshops. Hvis folk går en tur i skoven og samler ind til juledekorationer, så kan de mødes her hos os, til julehygge og vi kan give gode ideer, forklarer Rikke Mathiesen.
Rikke Mathiesen har stor glæde af sin kreative søster, Kia Mathiesen, som også er en vigtig af Skaldyrhusets udtryk og hele idégrundlag.
Dertil kommer, at Rikke Mathisen har ansat sin bedste veninde til at starte 1.juli, og den jævnaldrende Helle Storch kommer også til at tage en helt ny retning i arbejdslivet.
Hun har været en kendt ejendomsmægler i Frederikshavn i 36 år. Og ligesom veninden har hun en stor interesse sig for indretning, og det gode liv i det hele taget. De ser virkelig frem til at dele deres viden med flere både i butikken og ved at besøge folk derhjemme.
- Vi vil for eksempel gerne give gode råd til, hvordan man præsenterer sit hus, hvis det skal sælges, eller hvis man har lyst til at indrette sit sommerhus på en anden måde. Det handler ofte om at bruge de ting, man har, på en ny måde, forklarer de.
Rikke Mathiesen fortæller, at stedet skal være et nyt samlingspunkt i Aalbæk, og hun har en usædvanlig tilgang til børnefamilier.
Børnene må gerne løbe over til Rema 1000 overfor og købe en is eller en cola og tage med på den udendørs terrasse ved Skaldyrshuset, hvor forældrene nyder et glas vin, en gintonic eller et glas bobler.
- Det er helt fint for mig, hvis børnene ikke vil drikke den specielle sodavand vi fører. Det vigtigste for mig er, at alle i familien føler, at de hygger sig. Min drøm er netop at skabe et sted, hvor folk kan komme, som de er.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.