Karstensens Skibsværft køber kæmpe værftsanlæg i Polen

Skagen-værftet etablerede sig i 2018 i Polen og nu ekspanderer de og får tre gange så meget plads

Direktør Knud Degn Karstensen oplyser i en pressemeddelelse, at man flytter ind i det nye polske værftsområde i løbet af dette efterår og er helt færdig med flytningen i juli næste år, <i>Privatfoto</i>

Direktør Knud Degn Karstensen oplyser i en pressemeddelelse, at man flytter ind i det nye polske værftsområde i løbet af dette efterår og er helt færdig med flytningen i juli næste år, Privatfoto

 Karstensens Skibsværft har købt værftsanlæg i Gdansk og fremtidssikrer herved nybygningsproduktionen med værftsfaciliteter, der er særdeles velegnet til skrogbygning.  Det oplyser værftet fra Skagen i en pressemeddelelse.

Værftsområdet med den store skibsbyggerhal til venstre og de to byggebeddinger med de store grønne Kone kraner til højre i billedet. <i>Privatfoto</i>

Værftsområdet med den store skibsbyggerhal til venstre og de to byggebeddinger med de store grønne Kone kraner til højre i billedet. Privatfoto

- Karstensen Shipyard Poland blev etableret i 2018. Karstensens Skibsværft havde gennem længere tid haft udfordringer med at få nybygningsskrogene leveret fra forskellige leverandører i Baltikum, og besluttede derfor at etablere egen skrogproduktion for dermed at blive totalleverandør og selv designe, bygge skrog og udruste i Skagen, skriver de fra værftsledelsen.

Værftet har siden etableringen haft produktion i Gdynia på leasede faciliteter, men har med opkøb af det nye værftsområde sikret grundlag til fortsat skrogbygning i Polen på et anlæg, som er særdeles velegnet til skrogproduktion. 

Karstensens Skibsværft kender produktionsfaciliteterne på området særdeles godt. Nauta har således bygget 20 skrog for Karstensens Skibsværft på dette område før Karstensen Shipyard Poland fik egen skrogproduktion i Gdynia for fire år siden. Anlægget er bedre kendt under navnet Nauta Shipyard, 

Kæmpestort værftsområde

Det nye værftsområde er mere end tre gange så stort som de værftsfaciliteter, som Karstensen Shipyard Poland anvender i dag. 

Det nyindkøbte 10,4 hektar store produktionsområde rummer følgende faciliteter: 2 byggebeddinger, en skibsbyggerhal og 2 produktionsområder, samt kontor og velfærdsbygning. 

Bedding 1 er 280 m lang og 36 m bred og bedding 2 er 240 meter lang og 28 meter bred og er udstyret med 7 KONE kraner med løftekapacitet på 50 / 5 T og 150 / 16 T og kan tilsammen løfte 500 tons.

 Skibsbyggerhallen er 200 m lang og 50 m bred og rummer 10.000 m2 produktionsområde, som også er udrustet med 6 KONE kraner som har løftekapacitet på hhv. 10 og 20 T. 

Til området hører også 5830 m2 kontor- og velfærdsbygning med kantine og omklædningsrum. Til produktionsområdet tilhører yderligere 250 meter kaj.

Kilde: Karstensens Skibsværft, Skagen.

 Shipyard Polen fortsætter sin produktion i Gdynia indtil 1. juli 2023, men begynder i løbet af efteråret at flytte produktionen over til det nyindkøbte værft i Gdansk. 

Det nye område skal forinden have renoveret både produktionshal, kontor- og mandskabsfaciliteter. Fra juli måned 2023 vil hele produktionen være flyttet til faciliteterne i Gdansk.

Karstensen Shipyard Poland beskæftiger på nuværende tidspunkt 500 medarbejdere i produktionen og har pt. 6 skrog under bygning. 

Investeringen i Polen kommer ikke til at påvirke produktion eller medarbejderstab i Skagen. Tværtimod forventes investeringen i bedre produktionsforhold i Polen at gavne og tilføre værftsgruppen ekstra tiltrængt kapacitet, så Karstensen Gruppen kan fortsætte sin position som førende totalleverandør af større fiskefartøjer og andre fartøjstyper. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.