Kastede med krudt: Hund døde i brand

En mand og en kvinde er dømt for ildspåsættelse

Susie Skov
Arkivfoto: Henrik Bo
Ildebrand 13. februar 2018 14:39 - Opdateret 13. februar 2018 20:24

FREDERIKSHAVN: Det var en dramatisk fredag aften i august sidste år, da en 34-årig mand og 22-årig kvinde efter indtagelse af stofferne kokain og GHB i en rus besluttede sig for at sætte ild til en sofa, som stod i et hus på Ærøvej i Frederikshavn.

For inden ildspåsættelsen blev der kastet med sortkrudt og hældt motorbenzin ud over sofaen.

I huset lå en mand - den 34-åriges far - og sov i et et andet værelse. Faren overlevede, men familiens hund omkom.

Det kom frem ved Retten i Hjørring, hvor retssagen mod den 34-årige mand og den 22-årige kvinde tirsdag mundede ud i, at begge anklagede blev idømt en kombinationsdom på et års fængsel. Heraf blev de seks måneder gjort betingede under vilkår om misbrugsbehandling.

Det fortæller anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.

Ledte efter hunden

Branden blev opdaget af en nabo, der alarmerede brandvæsenet, som efterfølgende reddede faren ud af det brændende hus. Mens faren nåede ud i live, så lykkedes det dog ikke at redde familiens hund.

- I retten hørte vi sønnen forklare, at han vidste, hans far var gået i seng. Vidner har forklaret, at de så ham løbe rundt efter hunden, som døde i branden, fortæller Thomas Klingenberg.

Anklageren oplyser, at faren til den 34-årige mand ikke ønskede at afgive vidneforklaring.

Den 34-årige mand og den 22-årige kvinde modtog begge dommen. Da de har siddet varetægtsfængslet siden august, blev begge løsladt efter retssagen.

- Dommen er helt i overensstemmelse med det, der var nedlagt påstand om, konstaterer Thomas Klingenberg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...