Kørte i vild fart på motorvejen - endte i et træ

To mænd er i politiets varetægt efter et trafikuheld i Frederikshavn

Arkivfoto

Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:Sent lørdag aften fik Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil på polske pladser kørte hasarderet og i høj fart på motorvej E45 i nordgående retning mod Frederikshavn.

Det fik politiet til at sende en patrulje efter bilen, men inden betjentene nåede så langt, fik Nordjyllands Politi kort før midnat endnu en anmeldelse om et trafikuheld, som involverede en polsk bil. Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.

- Bilen var kørt galt i et lyskryds ved Kragholmen i Frederikshavn. I en blød kurve i et venstresving, var bilen kørt ind i et træ og var svært skadet, siger vagtchefen.

De to mænd i bilen kom dog ikke alvorligt til skade ved uheldet.

Føreren, en polsk mand, blev umiddelbart taget med på Politigården. Passageren, ligeledes en polsk mand, blev først sendt til undersøgelse på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

- Men vi blev kort efter tilkaldt, fordi de ikke kunne styre ham på sygehuset. Han blev anholdt og taget med på Politigården, siger vagtchefen.

Politiet har en kraftig formodning om, at der har været tale om spirituskørsel.

De to mænd er afhørt og løsladt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.