Kommuner tættere på at få ansvar for kystbeskyttelse

Folketinget førstebehandler fredag forslag om at det fremover er kommunerne, der skal give tilladelser til kystsikring

Charlotte Bøje
Kystsikringstilladelser flyttes ud i kommunerne, hvis der er opbakning til regeringens forslag.Arkivfoto: Hans Ravn
Kystsikring 13. april 2018 11:30 - Opdateret 13. april 2018 12:14

HELE LANDET: Medlemmerne i Folketinget skal i dag tage stillingen til regeringens forslag om at overdrage ansvaret for kystbeskyttelse til landets kommuner. Det betyder for den enkelte grundejer, at man fremover kun skal gå til kommunen i stedet for Kystdirektoratet, når man vil lave kystbeskyttelse. I dag er borgerne nødt til både at gå til kommunen og Kystdirektoratet.

- Det er på ingen måde hensigtsmæssigt, når vi har set eksempler på, at kommuner skal indhente omkring 10 forskellige tilladelser før, de kan begynde at på etableret kystbeskyttelse. Især ikke når det er kystbeskyttelse, som gavner rigtig mange borgere og gør det billigere for den enkelte grundejer. Det gør vi med den nye lovændring op med. Nu giver vi kommunerne kompetencen til at afgøre kystbeskyttelsessager, så der bliver lettere og hurtigere for den enkelte husejer at sikre sin ejendom, når havet viser tænder, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Ansvar flyttes til efteråret

Lovforslaget førstebehandles i dag i folketinget, og regeringen foreslår at lovændringen træder i kraft 1. september 2018.

Hvis lovændringen træder i kraft, så vil de fleste nødvendige dispensationer og tilladelser samles hos kommunerne, som meddeler én samlet tilladelse efter kystbeskyttelsesloven.

- Det glæder mig, at vi med det her skridt gør det endnu nemmere for borgere at beskyttes deres ejendom. Det ligger i helt naturlig forlængelse af den ændring, vi vedtog i januar i år, hvor vi gav den enkelte grundejer mere frihed til selv at vælge, hvordan de vil kystbeskytte. Jeg er ikke i tvivl om, at kommunerne med deres lokalkendskab kan lette processen og sikre gode løsninger til borgerne, siger miljøordfører Pia Adelsteen (DF).

Bidragsfordeling i høring

Kystdirektoratet vil i følge forslaget fortsat bistå kommunerne med at vurdere den tekniske kvalitet af kystbeskyttelsen ved de såkaldte fællesprojekter, som er projekter, der typisk rækker over længere kyststrækninger, og hvor der er flere grundejere med.

I forbindelse med lovforslaget har Miljø- og Fødevareministeriet sendt en vejledning om bidragsfordeling i høring. Vejledningen skal understøtte kommunerne i spørgsmål om bidragsfordelingen mellem grundejere i kommunale fællesprojekter.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...