Lækkert og tjekket: Her er Frederikshavns nye gågade

Renoveringen af gågaden er en del af områdefornyelsen af Frederikshavn Midtby

Lars Hofmeister
Danmarksgade ved Kallstorvet. Illustration: Frederikshavn Kommune
Byfornyelse 4. juni 2019 15:48 - Opdateret 4. juni 2019 15:48

FREDERIKSHAVN: Fremtidens gågade griber tilbage i Frederikshavns maritime historie med kunsten at navigere på havet som et gennemgående tema.

Den nye gågade binder byen sammen via to samlingspunkter, som inviterer til ophold, oplevelser og aktiviteter året rundt.

Fire vindere

I november 2018 blev fire vindere kåret i Frederikshavn Kommunes idékonkurrence om de bedste idéer til udformningen af Frederikshavns nye gågade.

Juul I Frost Arkitekter, der vandt hovedpræmien i idékonkurrencen, har nu tegnet videre på idéerne og udarbejdet et helstøbt og æstetisk forprojekt, der mandag aften blev godkendt af teknisk udvalg til videre udførelse.

Omdannelsen af Danmarksgade fra Kirkepladsen til Fisketorvet forvandler gågaden til en samlingsgade med centrale samlingspunkter, der løfter bymiljøet og mulighederne for liv, fællesskab og aktivitet i midtbyen.

To pladser opgraderes, og her udnytter man de naturgivne forudsætninger, der hvor der er mindst vind og mest sol.

De grønne træk

Byrummet i TH. Bergs Gade kaldt - Brynet - beplantes for at fremhæve det grønne træk fra Krudttårnet til Rådhusparken. Træerne giver med deres rødlige efterårsfarver varierende oplevelser året igennem. Samlingspunktet ved Kallstorvet - kaldt Mælkevejen - får en stjernehimmel i belægningen dannet af sten. Det udstyres med møbler og en scene. Etableringen af denne scene er sikret gennem en donation på 250.000 kr. fra Salling Fondene.

Gennemgående element

Lysmasterne bliver et gennemgående element, som refererer til historien om Tordenskiolds soldater, der marcherer i ring, så de fremstår som flere:

- Lysene skal tilføje gågaden noget særligt, noget herlighedsværdi, og fungere som ledestjerner ligesom på havet. Samtidigt vil belysningen give en oplevelse af tryghed, når man opholder sig og færdes i gågaden”, siger Line Stybe Vestergaard fra Juul I Frost Arkitekter.

I gågadens nye belægning genbruges eksisterende chaussésten langs bygningsfacader, der graduerer ud i nye jetbrændte chaussésten og brosten mod gadens midte, der markeres med kørebrosten.

Ved butiksindgange lægges jetbrændte chaussésten, der sikrer tilgængelighed pga. deres ensartethed og skridsikre overflade. Langs køresporet lægges en ledelinje, for at mennesker med synshandicap kan orientere sig.

Gågaden klimasikres

Frederikshavns gågade skal renoveres for at klimasikre Frederikshavns midtby, så risikoen for oversvømmelser i forbindelse med kraftige regnskyl minimeres.

Det er nødvendigt at gennemføre separatkloakering for at adskille regnvand og spildevand i to separate systemer. Spildevandet bliver ledt til rensningsanlægget, og regnvandet ledes gennem regnvandssystemet ud i havnebassinet.

Ledninger udskiftes

Samtidig udskiftes alle forsyningsledninger under jorden mellem Kirkepladsen og Fisketorvet for at imødekomme behovet for en stabil og sikker forsyning nu og i fremtiden. Forsyningen udskifter derfor vand-, varme-, kloakledninger og forskellige kabler, og det betyder, at 350 meter af gågaden skal graves op.

Gågaderenoveringens første etape fra Tordenskioldsgade til Fisketorvet gennemføres i perioden fra marts til juni 2020 og anden etape fra august til november.

- Renoveringen af gågaden er en del af områdefornyelsen af Frederikshavn midtby. Områdefornyelsen er støttet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Det samlede budget er på 30 mio. kr., hvoraf statens andel er 10 mio. kr.

Dialog med Gadeforum

Forprojektet er tilrettet efter dialog med Gadeforum, som er nedsat af teknisk udvalg, med repræsentation af flere interessenter: Handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK, Turistforeningen, Handicaprådet, Ungebyrådet og Frederikshavn Byfond.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...