Leg med fyrværkeri var nær gået galt - ild fik fat i børneinstitution

Ild i container nåede at trænge gennem vindue til personalerum og give sodskader

Henrik Strømgaard
Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Ildebrand 13. januar 2019 15:05 - Opdateret 13. januar 2019 16:40

FREDERIKSHAVN: Leg - eller nærmere hærværk - med fyrværkeri søndag eftermiddag fik pludselig alvorlige konsekvenser:

– Der opstod ild i en container, som stod op ad en børneinstitution ud for personalerummet. Og ilden nåede at brænde så længe, at den trængte gennem ruden og gav skader inde i personalerummet og røg i resten af institutionen, fortæller indsatsleder Ib Nielsen fra Nordjyllands Beredskab.

Børneinstitutionen ligger på L.P. Houmøllers Vej i Frederikshavn. Indsatslederen kan konstatere, at der er affyret fyrværkeri i en gårdhave, hvor en postkasse også er blevet sprængt i luften.

– Nogle har moret sig lidt for meget. Hvis det her var sket klokken to om natten, havde vi nok pillet tagplader af i stedet for. Ilden når lige at gå gennem ruden og lave sodskader, og så kunne det været gået stærkt. Men nu stod vi jo heldigvis lige udenfor, fortæller Ib Nielsen og kalder det “drengestreger i kådhed”.

Selve slukningen blev ikke en kompliceret opgave, men til gengæld skulle der tilkaldes et skadesfirma for at tage sig af lugten af røg i institutionen.

– Det er nok røgen, der er det værste. Og der skulle jo gerne kunne lukkes børn ind i morgen. Så det primære er at få fjernet lugten fra institutionens lokaler, fortalte indsatslederen ved 15-tiden.

Selve brandmeldingen kom klokken 13.43.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...