Købmandsbutikken

Lone er nomineret til Danmarks sødeste kassedame: - Jeg er altid glad og positiv

Lone Frahm Vanggaard sidder bag kassen hos Dagli' Brugsen i Gærum, og kunderne har nomineret hende til prisen som Danmarks sødeste kassedame

Lone Frahm Vanggaard har arbejdet ved Dagli' Brugsen i Gærum i fire år. Foto: Jens Bach

Lone Frahm Vanggaard har arbejdet ved Dagli' Brugsen i Gærum i fire år. Foto: Jens Bach

GÆRUM:Lone Frahm Vanggaard fra Dagli' Brugsen i Gærum er blevet udvalgt som en af de fem finalister til Danmarks sødeste kassedame 2020.

- Jeg er helt overvældet. Man har jo set de kåringer før, og lige pludselig er det en selv, siger 58-årige Lone Frahm Vanggaard.

Prisen for Danmarks sødeste kassedame kåres hvert år af ugebladet Hjemmet. Det er kunderne, der kan sende nomineringer ind. I år var der 326 nomineringer, og Lone Frahm Vanggaard er altså en af de fem, der er blevet udvalgt til den afgørende afstemning.

Udover at sidde bag kassen står Lone Frahm Vanggaard også for udlevering af pakker og medicin og bager brød til forretningens bagerafdeling. Hun har selv et bud på, hvorfor hun er blevet nomineret.

- Jeg er på fornavn med vores faste kunder, og jeg er altid glad og positiv, når jeg er på arbejde. Og hvis der er nogle ældre mennesker, der skal have hjælp med at pakke indkøbene, sætter jeg gerne køen på pause, så jeg kan hjælpe til, siger hun.

Fundet sin rette hylde

Det har ikke altid ligget i kortene, at Lone Frahm Vanggaard skulle være kassedame. Hun har blandt andet arbejdet på slagteri, i hjemmeplejen og leveret pakker. Men da kroppen sagde stop, måtte hun finde på noget nyt.

Hun tilbød sin arbejdskraft hos den lokale Dagli' Brugsen, og der kunne de godt bruge hende.

Så fra februar 2016 har hun været at finde bag kassen i Dagli' Brugsen i Gærum.

- Jeg havde ikke troet, at jeg skulle arbejde her, men nu har jeg fundet min rette hylde, siger Lone Frahm Vanggaard.

Der kan stemmes på vinderen på Hjemmets hjemmeside indtil 14. april, og vinderen bliver kåret umiddelbart efter.

Lone Frahm Vanggaard håber naturligvis, at hun kan tage prisen med hjem.

- Men jeg er også stolt over bare at være blandt de sidste fem, siger hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.