Mand sigtet for indbrud med usædvanligt udbytte
Hurtig opklaring af to indbrud, der fandt sted mandag

Foto: Henrik Bo
SKAGEN:To beboere på Oddevej i Skagen havde mandag den triste oplevelse af at komme hjem og opdage, at de havde haft indbrud.
Men måske er der lidt trøst at finde i, at Nordjyllands Politi allerede mandag aften kunne sigte en mand for de to indbrud.
- Efterforskningen af sagerne førte til, at vi i aftes kunne sende vores indbrudsgruppe til Skagen og besøge en mand, der bor der. Og der fandt de koster fra disse to indbrud. Så dem anser vi som opklarede, siger politikommissær Peter Skovbak fra Lokalpolitiet i Frederikshavn.
Den sigtede er en 50-årig mand, som politiet kender i forvejen for lignende kriminalitet. Dog vil Peter Skovbak ikke afsløre, om det er baggrunden for, at politiet kom på sporet af ham. Politikommissæren holder også andre detaljer i efterforskningen tæt på kroppen:
- Man skal ikke altid afsløre alle sine tricks, som han udtrykker det.
Politiets erfaring er, at der er forskel på lokale og udenlandske gerningsmænd til indbrud.
- De ting, der bliver bragt ud af landet, er tit mindre, værdifulde ting som smykker, elektronik og sølvtøj. Det er ikke det, der er taget her, konstaterer Peter Skovbak.
Blandt de stjålne ting var der en boksmadras, pyntefigurer og køkkenting.
- Så det var lidt usædvanligt, siger politikommissæren.
Den 50-årige mand fremstilles ikke i grundlovsforhør men kan stadig se frem til et retsligt efterspil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.