Markant færre indbrud i sommerhuse

Flere huse med lys i vinduerne holder tyvene væk, hvis de overhovedet kan komme ind i landet

Sommerhusene i Vendsyssel er i udstrakt grad ikke udsat for indbrud i samme omfang som tidligere. Arkivfoto

Sommerhusene i Vendsyssel er i udstrakt grad ikke udsat for indbrud i samme omfang som tidligere. Arkivfoto

VENDSYSSEL:Opbrudte terrassedøre, ødelagte låse, knuste ruder og sommerhuse på stribe, der er ribbet for værdier. Sådan plejer det at være i de mørke vintermåneder, når tyve tager på turne i de mennesketomme sommerhusområder. Men 2020 er en helt anden historie. Der er anmeldt langt færre indbrud i fritidshuse end i 2019. 668 indbrud i sommerhuse blev anmeldt til Nordjyllands Politi i 2019 og i 2020 var tallet faldet til 375 indbrud.

Tal fra Nordjyllands Politi viser også, at der i Hjørring Kommune i 2019 blev anmeldt 194 indbrud i sommerhuse mod 114 i 2020. I Frederikshavn faldt tallet fra 124 til 73 og i Brønderslev Kommune med meget færre sommerhuse end de to andre kommuner var der i 2020 kun et indbrud mod tre i 2019.

Der er flere forklaringer på de færre indbrud.

Nedlukningen af landet og stramme indrejseregler i forbindelse med covid-19-pandemien er væsentlige forklaringer.

Det oplyser lederen af Efterforskning og visitation, vicepolitiinspektør Niels Kronborg fra Nordjyllands Politi.

- Desuden ser vi helt overordnet, at der er mindre kriminalitet i samfundet, en tendens vi har haft gennem nogle år, forklarer Niels Kronborg.

Når det ikke er muligt at rejse på ferie i udlandet vælger danskerne at tage i sommerhuse. I deres egne eller et, de lejer. Og tyve foretrækker at arbejde i fred, så de holder sig væk fra sommerhusområder, hvor der er lys i vinduerne og biler i indkørslen.

Tyvene har også tidligere år været udenlandske bander, der kortvarigt opholder sig i et sommerhusområde og begår en række indbrud, hvorefter de rejser videre. i

- Men de omrejsende kriminelle fra udlandet har ikke kunnet komme ind i landet, som de plejer på grund af covid-19, siger Niels Kronborg.

Sommerhusejerne har også selv bidraget til at det er blevet vanskeligere at være tyv.

- Operation mærkning, operation nabohjælp og alarmer er forebyggende tiltag som har en effekt, forklarer vicepolitiinspektøren.

Endelig skal politiets egen indsats nævnes. De har blandt andet brugt ressourcer på at opklare designerindbrud, det vil sige indbrud hvor der stjæles designer møbler og lamper m.v.

- Vi har fra politiets side de senere år i det hele taget brugt mere kapacitet på at efterforske indbrud i beboelse, og det ved de kriminelle, siger lederen af Efterforskning og Visitation vicepolitiinspektør Niels Kronborg og tilføjer, at han ikke vil gå i detaljer om, hvordan politiet konkret efterforsker indbrud, da den slags oplysninger også læses af de kriminelle.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.