Mel, sukker og smør: Bager laver Kids Aid-kager til velgørende formål
Der skal doseres, æltes og bages til den helt store guldmedalje, når Centerbageren i Frederikshavn skal levere kager til velgørenhedsarrangement
Opdateret kl. 13:24
FREDERIKSHAVN: Centerbageren på Rømøvej i Frederikshavn har fået en anderledes opgave, der strækker sig ud over de sædvanlige kanelsnegle, romkugler og træstammer, der pynter på disken og i vinduet i bagerbutikken.
Mandag 8. august er der Kids Aid-arrangement i Arena Nord i byen, som den lokale fodboldklub Bangsbo Freja medvirker til at afvikle. Derfor skal Centerbageren lave unikke Kids Aid- og Bangsbo Freja-kager til lejligheden. Et arrangement, der i øvrigt også får besøg af Kasper Hjulmand, der er landstræner for fodboldherrelandsholdet.
Jo, den danske landstræner kommer skam også til byen - og det skal markeres med flotte og smagfulde kager.
Nordjyske er taget en tur om bag bagerdisken og ind i baglokalet hos Centerbageren - for hvordan får man egentlig stablet en så stor mængde af disse Kids Aid-kager på benene? Og hvordan ser de særlige Kids Aid-kager egentlig ud, når de kommer friske ud fra ovnen?
Kom med ind i maskinrummet blandt røremaskiner, køkkenvægte og doseringsskåle.
Har du penge, så kan du få
Udover basisingredienser som mel, sukker og smør er de specielle Kids Aid-kager selvfølgelig pyntet med Kids Aid-logoet. Eller det vil sige, at det er den ene halvdel af kagerne - den anden har Bangsbo Freja-logoer på sig.
Og tilmed findes de i en vanilje- og chokoladeudgave.
De kan købes hos Centerbageren fra torsdag morgen og helt indtil mandag, hvor det store Kids Aid-arrangement løber af stablen i Arena Nord i Frederikshavn.
Overskuddet fra kagesalget går til Kids Aid og bidrager dermed til den samlede pulje, som Kids Aid-foreningen kan gøre op, når det store arrangement mandag eftermiddag og aften er afviklet.
Har man lyst til at støtte både projektet samt få stillet den søde tand og bette sult, oplyser Centerbageren, at kagerne kan købes for den nette sum af 20 kroner stykket - og seks for 100 kroner.
Kagerne kommer for første gang i salg torsdag morgen, når bageren på Rømøvej i Frederikshavn åbner klokken 5.
Der er mange børn i Danmark, som har en sygdom med stor påvirkning på deres liv. Det er seje børn, som ofte gennemgår mange operationer, indlæggelser, fravær fra skole, familie og venner.
I KidsAid skelner vi ikke mellem diagnoser og derfor hjælper vi både kræftramte, kronisk syge, børn med psykiske diagnoser, sjældne lidelser mv. Her er højt til loftet og plads til alle.
Fælles for dem alle er, at de har brug for afbræk fra sygdom og behandlingsforløb så de kan bevare livsglæden med positive oplevelser. Det giver KidsAid dem. Vi laver Unikke Oplevelser på og udenfor hospitalerne for de syge, deres søskende og deres forældre, så de husker at grine og have det sjovt – sammen.
Kilde: www.kidsaid.dkFå adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.