Turisme

Mylder af luksuriøse krydstogtskibe i Nordjylland

Gigantiske skibe bringer tusinder af turister til Skagen

Det ligner et højhus, men er et skib - et gigantisk krydstogtskib. AIDAnova anløber igen havnen i Skagen.
Det ligner et højhus, men er et skib - et gigantisk krydstogtskib. AIDAnova anløber igen havnen i Skagen. Foto: Henrik Bo

Opdateret 30. juli 2023 kl. 19:35

SKAGEN: Selv om den såkaldte "Hellerup-uge" er slut i Skagen, betyder det ikke, at stilheden har sænket sig over byen. 

Mange turister er stadig på besøg, og flere er på vej - med skibe. Meget store skibe.

Denne uge kan nærmest omdøbes til "krydstogt-uge" i Skagen, for flere kæmpestore krydstogtskibe har sat kursen mod toppen af Nordjylland.

Onsdag anløber det gigantiske krydstogtskib AIDAnova Skagen - det kan medbringe over 6000 passagerer. Og torsdag og fredag vil der efter planen være to krydstogtskibe på samme tid i Skagen Havn.

Så der bliver trængsel, når de mange krydstogtgæster går i land for at shoppe og se Skagens seværdigheder.

Så stort er krydstogtskibet AIDAnova. Foto: Henrik Bo

Efter planen ankommer AIDAnova onsdag 2. august om morgenen kl. 8, og det kan medbringe op til 6654 passagerer. Kæmpeskibet sejler igen kl. 18 om aftenen. Du kan se mere om skibet her.

AIDAnova besøgte senest Skagen 4. juli.

Torsdag 3. august ankommer først MS Riviera kl. 10, og det har plads til 1250 passagerer. Se mere om skibet her.

Celebrity Silhouette er 315 meter langt. Det har før besøgt Skagen. Arkivfoto: Hans Ravn

En time efter får Skagen besøg af Celebrity Silhouette, som kan medbringe 2850 passagerer. Se mere om skibet her.

Begge skibe afsejler samme aften.

Stort sejlskib med gæster

Fredag morgen kl. 8 anløber så Sea Cloud Spirit - et krydstogtsskib med sejl - og med blot 136 passagerer. Se mere om skibet her. Og her en video med det flotte skib:

En time senere lægger Queen Victoria fra berømte Cunard Line til kaj i Skagen.

Sea Cloud Spirit afsejler efter kun fem timer, mens de knap 2000 passagerer fra Queen Victoria får otte timers ophold i Skagen.

Queen Victoria fra Cunard besøger også Skagen. Arkivfoto: Peter Broen

Vejret spiller dog ind på sejlplanerne. Hvis det blæser meget, kan det ske, at krydstogtskibe vælger at springe Skagen over, fortæller cruisemanager Anne Sofie Rønne Jensen fra Cruise Skagen.

De store krydstogtskibe med tusinder af passagerer kan mærkes i Skagen:

- Det er godt for byen med alle de mennesker, der gerne vil ud og bruge penge, siger Anne Sofie Rønne Jensen.

Andre passagerer nøjes dog med at se de lokale seværdigheder uden at spendere store beløb.

Gæster på AIDAnova er der mange af, og de er klar til at bruge penge i Nordjylland. Foto: Henrik Bo

En undersøgelse fra 2018 viste, at hver krydstogtpassager i gennemsnit brugte 500 kr. på ture, shopping og mad og drikke i land.

Hvis alle krydstogtgæster fra AIDAnova bruger sådan et beløb, vil de altså tilsammen bruge over tre millioner kroner i Skagen på én dag. 

Nationalitet spiller ind på krydstogtgæsternes forbrug.  Især amerikanske krydstogtgæster er flittige med betalingskortet, når de kommer på besøg, fortæller Anne Sofie Rønne Jensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden