Nordjysk modeikon skal hyldes - men mindeplads giver ballade i fødebyen
Trods modstand fastholder politikere placeringen af omstridt plads
Opdateret kl. 15:06
Snart er det 100 år siden, at det nordjyske modeikon, Erik Mortensen, blev født i Frederikshavn.
I den anledning arbejder lokale kræfter på at hylde ham med en mindeplads - men foreløbig er der mest af alt kommet ballade ud af anstrengelserne.
Den i dag afdøde Erik Mortensen blev født i 1926. Efter at have taget en uddannelse som designer forlod han i en ung alder Danmark - og satte kursen mod mode-mekkaet Paris.
Her opnåede han enorm international anerkendelse, og bestred undervejs chefstillinger i flere store franske modehuse. Tre gange i sin karriere blev Erik Mortensen belønnet med den prestigefulde pris "Det Gyldne Fingerbøl".
- Blev født 26. april 1926 i Frederikshavn - og døde 23. juni 1998 i Paris.
- Som ganske ung rejste han i 1948 til Paris - i jagten på en karriere som designer.
- I 1982 blev han chefdesigner for modehuset Balmain. Ti år senere skiftede han til en stilling som leder af modehuset Jean-Louis Scherrer.
- Erik Mortensen blev en internationalt anerkendt modeskaber - og han vandt blandt andet den prestigefulde pris Le Dé d´Or (Det Gyldne Fingerbøl) hele tre gange.
- Man kan læse mere om Erik Mortensen i erindringsbogen "Ej blot til pynt".
Netop de tre gyldne fingerbøl er tænkt som skulpturelt omdrejningspunkt på den mindeplads, som de lokale kræfter gerne vil etablere.
Idemagerne ønsker at finansiere projektet igennem fonde, så der er på den måde ingen kommunale udgifter til projektet. Initiativtagerne ønsker dog, at Frederikshavn Kommune stiller et stykke jord til rådighed - og her opstår så til gengæld balladen.
I skitseforslaget er mindepladsen nemlig placeret i gårdrummet ved Det Musiske Hus.
Lokal modstand mod placering
Så snart planerne om mindeparken blev luftet, så affødte det nemlig kritik. Og den kom faktisk fra nogle af de nærmeste naboer til projektet.
Eksempelvis gjorde Thomas Albæk Jakobsen, der blandt andet er leder af musikskolen, indsigelse mod planerne:
- Selve placeringen udviser i mine øjne en temmelig stor signalforvirring, skriver han blandt andet og anfører, at der er langt fra haute couture til aktiviteterne i Det Musiske Hus.
- Rent praktisk er det meget problematisk at placere parken som på tegningen, da det vil gå udover både eksisterende aktiviteter og muligheden for at udvikle aktiviteter fra Det Musiske Hus som helhed.
- Mit forslag er, at der findes en anden lokalitet til parken, skriver Thomas Albæk Jakobsen.
Per Malmberg - direktør for Arena Nord (og dermed også Det Musiske Hus) - har ligeledes gjort indsigelse. Han understreger, at man "ikke har nogen som helst relation til Erik Mortensen".
- Jeg vil gerne udtrykke min dybeste respekt, for at man ønsker at hylde ham – men vi bryder os afgjort ikke om placeringen.
Per Malmberg understreger til sidst, at placeringen vil stå i vejen for en eventuel udbygning af Det Musiske Hus.
Kritikerne har i øvrigt fået opbakning fra Frederikshavn Kunstmuseum. Både bestyrelsesformanden, Pernille Lisborg, og museets daglige leder, Christian Andersen, var underskrivere på et debatindlæg, der foreslog, at Erik Mortensen i stedet kunne få en mindeplads i nærheden af Frederikshavn Kunstmuseum.
Politikere står fast
Trods modstanden fastholder politikerne i Frederikshavn Kommunes økonomiudvalg at arbejde videre med en placering ved Det Musiske Hus. Derfor har de besluttet at afgive det pågældende stykke jord, hvis projektet kan realiseres.
- Vi er optaget af at samle ting i bymidten. Det giver dynamik at have tingene samlet, og det er både byparken, biografen og også handelslivet et udtryk for, forklarer borgmester Birgit S. Hansen (S).
- Den her mindeplads og skulpturen skal bidrage til at trække mange mennesker til midtbyen. Og det har været afgørende for den beslutning, som et enigt økonomiudvalg har truffet.
I processen har flere andre placeringer været i spil - eksempelvis også ved kunstmuseet. Men ifølge Birgit S. Hansen er stedet ved Det Musiske Hus bedst egnet.
- Det her er en gave
- Vi skal huske, at det her er en gave, vi får tilbudt. Så vi skal også snakke med dem, der er kommet med den. Det er ikke det samme som, at de bare har fået lov at bestemme placeringen - for de havde faktisk oprindeligt også en anden placering, som de gik efter. Men den kunne vi ikke gå ind for.
På den baggrund mener Birgit S. Hansen, at politikerne er nået frem til den bedste løsning.
- Med al respekt for Det Musiske Hus så har der været en del flere parametre i spil i den her sag, siger borgmesteren.
I samme ombæring understreger hun, at mindeparken ikke kommer til at bremse mulighederne for Det Musiske Hus.
- En udvidelse af Det Musiske Hus har desværre lange udsigter både økonomisk, ressourcemæssigt og behovsmæssigt. Men hvis det er sådan, at der laves planer om en udvidelse, så vil der jo til den tid være mulighed for at flytte en skulptur, siger Birgit S. Hansen.
Talsmand er glædeligt overrasket
Peter Have Jensen er talsmand for initiativtagerne til projektet. Og han glæder sig over, at politikerne nu har fastlagt en placering.
- Det var faktisk forventeligt, at der ville blive bøvl med den her placering. Og derfor er jeg også glædeligt overrasket over, at det nu er faldet på plads, sådan at vi kan arbejde videre med projektet.
Motivationen for at gå ind i arbejdet med at etablere en mindepark forklarer han sådan her:
- Det har altid irriteret mig, at folk udefra godt kan opfatte Frederikshavn som et sted, hvor der ikke sker ret meget, og hvor der ikke er meget initiativ. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi prøver at ære nogle af byens helte - og det er der heldigvis også andre, der har forstået.
Det glæder eksempelvis Peter Have Jensen, at der indenfor de senere år er rejst en statue til ære for fodboldspilleren Harald Nielsen.
- Det er vigtigt, at unge mennesker forstår, at vi her i byen har opfostret ham, der engang var verdens dyreste fodboldspiller - og som blev italiensk mester og topscorer i den italienske liga.
Og i forlængelse af det bør også Erik Mortensen hyldes.
- Han var jo bare en almindelig dreng fra Frederikshavn, der rykkede til Paris og strøg helt til tops i modeverdenen. Det er jo fuldstændig enestående, at han kunne gøre det.
Og den historie skal skulpturen formidle.
- Vi vil lave et sted, hvor unge mennesker kommer forbi. Og skulpturen skal gerne få folk til at stille spørgsmål - men også give svaret på, hvem Erik Mortensen var, siger Peter Have Jensen og tilføjer:
- Derfor duede placeringen ved kunstmuseet heller ikke. Den var ikke så synlig.
Initiativtagerne skal nu i gang med at lave et budget– og også søge fonde. Men prisen for projektet tør de lige nu ikke gætte på. Til gengæld vil Peter Have Jensen gerne afsløre, at der allerede er planer om på længere sigt at hædre flere lokale koryfæer.
- Vi skal fremhæve de helte, vi har i Frederikshavn. Det skal være nogen, der har gjort det godt internationalt – og dem har vi faktisk nogle stykker af, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.