Orlogshjem vil udvide med veteranstue

Soldaterveteranerne samler penge ind til ny veteranstue på KFUM’s Orlogshjem på Understedvej

Hans Christensen
Veteranstue skal bygges som en tilbygning inde i haven til KFUM’s Orlogshjem på Understedvej 1. Foto: Kurt Bering
Fritid 10. februar 2018 10:56 - Opdateret 10. februar 2018 11:17

FREDERIKSHAVN: KFUMs Orlogshjem på Understedvej 1 i Frederikshavn har siden 2017 været det faste mødested for en gruppe af veteraner, der mødes til uformelle caféarrangementer.

Det er nu blevet så stor en succes, at der til tider er pladsmangel på orlogshjemmet, som ligger lige over for Søværnets Skole, center for Sergent- og Maritim Uddannelse (SMC), og derfor er en arbejdsgruppe nu i fuld gang med at samle midler til en tilbygning til orlogshjemmet, hvor veteranerne kan have deres egen veteranstue.

- Vi har åbent fem dage om ugen, og der er ofte tryk på, når der både er værnepligtige fra Søværnet, kursister fra skolen på den anden side af vejen og også veteraner, der gerne vil have familien med, fortæller Poul Nielsen, der er leder af KFUM’s Orlogshjem.

Hans Christensen
Leder Poul Nielsen i en ledig stund inden det store rykind på KFUM’s orlogshjem, der er blevet et populært værested for såvel Søværnets værnepligtige som veteraner, der har været udsendt i tjeneste.

- Vi ses på "Kuffen"

- Det er en fornøjelse at komme på "Kuffen", siger Alex Therkelsen, veteran og næstformand i støttekomitéen til den ny veteranstue på KFUM’s Orlogshjem.

"Kuffen" er soldaternes slangudtryk for KFUM, og Alex Therkelsen har ofte sin hustru og sine børn med, når der er arrangementer på orlogshjemmet.

I dag er der ét stort rum samt en tv-stue på orlogshjemmet, og den nye veterancafé bliver en 54 kvadratmeter tilbygning som en ekstra stue, der bygges til hjemmet ud mod haven i respekt for husets arkitektur.

Hans Christensen
Daglig leder Poul Nielsen sammen med to af veteranerne, Alex Therkelsen og Morten Leimand, håber, at de om et års tid kan indvi veteranstuen på KFUM’s Orlogshjem på Understedvej.

Åbner om et års tid

Arbejdsgruppen har indhentet tilbud hos lokale håndværkere og arbejder med et budget på 750.000 kroner inklusiv inventar.

- Vi er gået i gang med at søge forskellige fonde, og så snart finansieringen er på plads, starter vi på byggeriet. Forhåbentlig kan vi invitere til åbning i starten af 2019, siger Morten Leimand, der er med i arbejdsgruppen.

I dag er der godt 3.000 veteraner i Nordjylland, og KFUM’s orlogshjem i Frederikshavn er det eneste af sin slags i Danmark.

- Et samlingssted, der også er for veteraner, kan fungere som den hånd, der støtter eller giver et klap på skulderen, når der er behov for det, siger borgmester Birgit Hansen, der er formand for støttekomitéen til veteranstuen.

Hans Christensen
Poul Nielsen tænder op i kaminen og skruer op for hyggen på KFUM’s Orlogshjem i Frederikshavn. Foto: Kurt Bering

Fakta om orlogshjemmet

KFUM’s Orlogshjem på Understedvej drives af KFUM’s Soldatermission.

Soldatermissionen driver KFUM’s soldaterhjem for udsendte i Irak, Estland samt 14 steder i Danmark.

Orlogshjemmet i Frederikshavn har nu stiftet en støttekomité til oprettelse af en veteranstue på orlogshjemmet.

Borgmester Birgit Hansen er formand for komitéen, der desuden består af veteran Alex Therkelsen, tidligere borgmester Jens Christian Larsen, pensioneret kommandørkaptajn Knud Leimand, chef for Søværnets Skole, kommandør Michael Flagsted, forh. tømrermester Vang Lundegaard, Kurt H. Jørgensen, leder Poul Nielsen og økonomichef i KFUM’s Soldatermission Steen K. Sørensen.

Hans Christensen

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...