Partier skriver af efter hinandens skolepolitik...

Svært at se forskel på rød og blå skolepolitik i Frederikshavn Kommune

Hans Christensen
Anders og Anders, Broholm og Brandt Sørensen, er meget enige om, hvordan skolepolitikken i Frederikshavn Kommune skal se ud i fremtiden. Det kunne de formentlig skrive en fælles bog om... Arkivfoto: Henrik Louis
KV17 Frederikshavn 14. oktober 2017 09:57

FREDERIKSHAVN: Er der forskel på rød og blå skolepolitik i Frederikshavn Kommune?

Man kan godt blive i tvivl her godt en måned før kommunalvalget 21. november.

Forleden fortalte vi om Venstres skolepolitiske oplæg. Venstre vil sætte folkeskolerne fri og rejse en værdidebat om vores folkeskole.

Det fik Enhedslistens Ida Skov til at sige i byrådssalen, at "Venstre har kopieret Enhedslistens skolepolitik".

Heldigvis ikke stor forskel...

Nu spiller Socialdemokraterne så ud med deres skolepolitik - og det ligner til forveksling en kopi af Venstres kopi af Enhedslistens ditto...

Socialdemokraterne vil - også - lave en vision for vores fælles folkeskole. Med streg under fællesskabet og have elever, lærere, forældre, pædagoger og lederne ude på skolerne til at deltage i visionsarbejdet.

- Så ér der forskel på rød og blå skolepolitik, Anders Brandt Sørensen?

- Nej, heldigvis ikke. Venstre har jo lagt alle de liberale forslag om udlicitering og den slags fra sig, så heldigvis er vi nu enige om vejen frem.

- Med Socialdemokraterne for bordenden har vi rettet op på økonomien, så der nu også er råd til at sløjfe nogle af de besparelser, der har truet folkeskolerne, blandt andet den ene procents besparelse, som er afværget i budgettet for 2018, siger Anders Brandt Sørensen.

Skoletrætte elever

Socialdemokraterne vil øge fokus på de mange skoletrætte elever i de ældste klasser.

- Vi må kunne gøre det sjovt at gå i skole, selv om man er teenager, og med 200-300 unge, der i dag er faldet ud af systemet og ikke i gang med hverken uddannelse eller i job, har vi en udfordring, siger Anders Brandt Sørensen.

Socialdemokraterne vil også afskaffe de rigide regler om lærernes tilstedeværelsespligt på skolerne.

- Vi skal ikke blande os i, om lærerne sidder på skolen eller derhjemme og forbereder sig. Det giver ingen mening, siger Anders Brandt Sørensen.

Lokal beslutningskompetence

Den såkaldte "silotænkning" skal afskaffes, så det enkelte barn kommer i fokus og overgangene fra børnehave til skole og ungdomsuddannelse lettes.

Skoler og daginstitutioners fysiske tilstand skal have en kraftig overhaling, og den daglige service på skolerne skal løses mere smidigt og fornuftigt, end det sker i dag.

Forældrenes indflydelse skal sikres lokalt på den enkelte skoleafdeling, hvor afdelingslederne skal have større beslutningskompetence sammen med medarbejdere og forældre, hedder det i Socialdemokraternes rød-blå skolepolitik.

Lærerkreds Nord holder i øvrigt skolepolitisk vælgermøde i Arena Nord tirsdag den 31. oktober.

Tema: KV17 FREDERIKSHAVN

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...