Frederikshavn

Rejs tilbage til Frederikshavn anno 1719

Alt er klar til den 22. udgave af de historiske dage i Frederikshavn. I år med både friluftsteater og en helt ny militærhistorisk opvisning

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tiden under Store Nordiske Krig foldes ud over fire dage med både friluftsteater og historisk festival.Arkivfoto: Michael Bygballe

FREDERIKSHAVN:Nu sker det lige straks. Frederikshavn antænder lunterne til kanonerne, og indbyder alle til en rejse tilbage til begyndelsen af 1700-tallet.

Dengang hed Frederikshavn Fladstrand, og stedet var i en periode Tordenskiolds vigtigste base udenfor København.

Tiden under Store Nordiske Krig foldes ud over fire dage med et spændende program med både friluftsteater og historisk festival.

Tordenskioldsdage ved Krudttårnet slår således dørene op fredag til tre dages historiske oplevelser for hele familien.

Saluteringer og sortkrudt

Frilufts-teaterstykket ”Angrebet på Marstrand” starter dog allerede med premiere torsdag aften, og forestillingen spiller derefter hver dag de næste tre dage.

Weekenden byder derudover på flotte opvisninger, marked, mad, og masser af spillemandsmusik, og selvfølgelig saluteringer med sortkrudtskanoner og musketter.

- Tordenskioldsdagene baserer sig på de hændelser, som skete i vores egn for 300 år siden. Og der er arbejdet på fuld tryk i ugevis på Krudttårnspladsen, for at blive klar, lyder det fra arrangørerne.

Det er den 22. udgave af byens historiske festival med historier og opvisninger inspireret af hændelser under Store Nordiske Krig og årene omkring 1717, som løber af stablen i år.

Festivalen tager denne gang afsæt i 300-året for Tordenskiolds angreb på Carlsten Fæstning i Marstrand, Sverige.

”Hva dælen nøler I efter - Marstrand”, er titlen på en helt ny militærhistorisk opvisning, der er skabt af Søren Borup fra Tordenskiolds Soldater Fladstrand.

Tordenskiolds kendte angreb og belejring af Carlsten Fæstning i Marstrand i 1719, bliver vist og fortalt, så alle aldre kan følge med i, hvad det var der skete. Én gang fredag eftermiddag og to gange både lørdag og søndag, opføres det.

Med tambourer, artilleri og infanterister ser man hvordan Tordenskiold narrede den svenske kommandant Dankwart på Marstrand-fæstningen. I opvisningen indgår kraftige saluteringer med sortkrudtskanoner- og musketter. Fæstningen er opbygget som en stor kulisse, og det hele opleves på et nyt område, der er blevet døbt ”Slagmarken”.

Som noget helt nyt under Tordenskioldsdage, kan Krudttårnet i år opleves som en hyggelig 1700-tals krostue. Her serveres blandt andet fiskefrikadeller og køligt, mørkt fadøl, og i krostuen vil der med jævne mellemrum være løssluppen skjaldesang, bataljer og dygtige musikere, som byder på skandinavisk spillemandsmusik.

Et teater i teateret

Vil man opleve årets friluftsteaterstykke ”Angrebet på Marstrand - Legenden om Tordenskiold III” i forbindelse med weekendens Tordenskioldsdage, skal man købe en teaterbillet.

- I den ny friluftsteater opstilling er der i princippet skabt et ”teater i teateret”. Tordenskioldsdage er i sig selv en meget stor historisk kulisse med marked, opvisninger, soldaterlejr og musikscener. Men der er i år opbygget et teaterområde i midten af Krudttårnspladsen, hvor der er plads til 300 publikummer, som altså kommer til at sidde på stole til den flotte teaterforestilling, fortæller Jan Michael Madsen fra Tordendskioldsdagene.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.