Skar hul i tag til spillehal: Men politiet var klar

To mænd blev anholdt på fersk gerning, da de forsøgte et spektakulært indbrud i spillehal i Frederikshavn

Jesper Ramsing
Arkivfoto
Indbrud 7. november 2018 12:11

FREDERIKSHAVN: To mænd havde planlagt det perfekte indbrud i en spillehal ved Shell på Søndergade i Frederikshavn.

Eller det troede de.

For politiet havde lugtet lunten, og da de to mænd - på henholdsvis 48 og 32 år - slog til, var politiet over dem med det samme.

Tapet alarm til

Forinden indbruddet havde de to gerningsmænd nemlig tapet sensorerne til overvågningssystemet i spillehallen til.

Men det var blevet opdaget, og derfor vidste politiet, at noget var i gære, fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi.

– Derfor sørgede vi for, at der var patruljer i nærheden, siger politikommissæren.

Skar hul i tag

Og ganske rigtigt. Klokken 00.44 natten til onsdag gik alarmen, da de to mænd havde skåret et hul i taget til spillehallen for at skaffe sig adgang til stedet.

– Da der så skete noget, så var vi på stedet med det samme og kunne anholde de to mænd på fersk gerning, fortæller Peter Skovbak.

De to mænd er onsdag blevet afhørt og efterfølgende løsladt, men fortsat sigtet for indbrud.

De er begge fra lokalområdet og godt kendt af politiet i forvejen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...