Skoleelever får pengepræmie for at udøve magt

Sæby-skoler er blevet vurderet til at være de bedste skolepatruljer i Region Nordjylland

 <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Arkivfoto: Martél Andersen

SÆBY:Med gule fluorescerende veste og slikkepinde i hånden har eleverne i Sæby og Sæbygård Skoleafdeling trodset vind og vejr, når de har eskorteret elever over fodgængerfeltet som skolepatrulje. 

Det har nu resulteret i en fornem pris, da netop Sæby-skolerne er blevet vurderet til at være de bedste skolepatruljer i Region Nordjylland, skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse. 

- Når man er skolepatrulje, gør man en kæmpe forskel i sit lokalområde. I år har vi i dommerkomiteen udpeget fem skolepatruljer (én for hver region, red), som har gjort det særligt fantastisk. Der var mange gode skolepatruljer i feltet, og derfor er netop disse fem meget fortjente regionale vindere, udtaler Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling og kommunikation i LB Forsikring og medlem af dommerkomiteen.

Det sker på baggrund af indstillinger, som elever, lærere og forældre har indsendt med anbefalinger om gode skolepatruljer landet over.

Der er blevet indsendt flere end 750 indstillinger med anbefalinger til skolepatruljer, som har fortjent at blive Årets Skolepatrulje.

Pengepræmie og videre til national konkurrence

Det er Rådet for Sikker Trafik, som i samarbejde med LB Forsikring, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og en repræsentant for landets færdselskontaktlærere, har udvalgt fem skolepatruljer og kåret dem som regionale vindere i konkurrencen om at blive ’Årets Skolepatrulje 2023’.

De fem regionale vindere vil hver modtage en præmie på 5.000 kroner og vil gå videre til finalen om at blive Årets Skolepatrulje 2023. Hvis skolepatruljen går hele vejen og bliver Årets Skolepatrulje 2023, udløser det et festligt frikvarter med Hjem Is-bil, DJ, optog og musik for hele skolen.

Den endelige kåring af ’Årets Skolepatrulje 2023’ sker inden sommerferien.

 Skolepatruljen på Sæby og Sæbygård Skoleafdeling fik sig en overraskelse, da de blev kåret som vinder i Region Nordjylland. <i>Privatfoto.</i>

Skolepatruljen på Sæby og Sæbygård Skoleafdeling fik sig en overraskelse, da de blev kåret som vinder i Region Nordjylland. Privatfoto.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.