Coronavirus

Restriktioner lempes - men her skal du fortsat vise coronapas for at komme ind

Samlet initiativ skal slå smitten ned i Skagen

Der var masser af turister i Skagen i uge 29, og efterfølgende har der været pres på byens testcenter. Nu opfordrer byens biografforening, kulturhus samt kirke til, at coronapasset på trods af lempelser søndag fortsat skal vises ved arrangementer. Foto: Kim Dahl Hansen

Der var masser af turister i Skagen i uge 29, og efterfølgende har der været pres på byens testcenter. Nu opfordrer byens biografforening, kulturhus samt kirke til, at coronapasset på trods af lempelser søndag fortsat skal vises ved arrangementer. Foto: Kim Dahl Hansen

SKAGEN:Mens reglerne for visning af coronapas blev kraftigt lempet fra og med søndag 1. august, så må turister og fastboende i Skagen se frem til, at de kan blive mødt af ønsket om at fremvise deres coronapas, hvis de vil i biografen, til koncert eller deltage i aktiviteter arrangeret af den lokale kirke.

Restauranter over hele landet slipper endnu ikke for at tjekke gæsternes coronapas, og flere serveringssteder i Skagen har da også i kølvandet på uge 29 været nødt til at lukke ned, fordi der var coronasmitte blandt personalet.

Grafik:

Skagen har siden uge 29 været et af de steder i landet, hvor den såkaldte positivprocent har været allerhøjest. Knap 1500 mennesker har den seneste uge fået foretaget en PCR-test i byens gamle rådhus på Skt. Laurentiivej, og 43 af dem er efterfølgende blevet testet positive for covid-19.

Søndag var positivprocenten på testcentret i Skagen 2,92 set over de seneste syv dage, hvor det tilsvarende tal på landsplan var 1,77.

I alt var der søndag konstateret 56 nysmittede i Skagen Sogn de seneste syv dage, hvilket gav en positivprocent for sognet på 5,31.

Dermed opfylder Skagen Sogn to ud af tre kriterier for en nedlukning. Det tredje kriterie er, at der skal være 1000 smittede eller flere per 100.000 indbyggere, og her var tallet for Skagen Sogn søndag 731.

Det har nu fået formanden for Skagen Bio, Henning Dochweiler, til at udsende en pressemeddelelse sammen med Lars Ilum fra Kulturhus Kappelborg samt Vibeke Zinck Mose fra Skagen Menighedsråd.

Under overskriften "Skagen står sammen" opfordrer de til, at der trods søndagens lempelser fortsat fremvises coronapas kirkekoncerter og andre aktiviteter under kirkens tag bortset fra gudstjenester, ved filmfremvisninger i biografen og ved koncerter i Kulturhus Kappelborg.

"Med den store indsats der ydes i Skagen og sammen med et testcenter åbent alle ugens dage, så har vi et håb om, at situationen snart er under kontrol igen, og vi kan tilbyde frihed for coronapas ligesom det øvrige land", hedder det i pressemeddelelsen.

Nordjyske kommuner i top 10

Situationen i Nordjylland i forhold til smittetal er aktuelt, at regionen nu har landets næsthøjeste incidens per 100.000 borgere. Søndag havde 769 nysmittede de seneste syv dage sparket det tal op på 130,4 - kun overgået af Region Hovedstaden, hvor incidenstallet søndag var 138,4.

To nordjyske kommuner - Aalborg og Frederikshavn - er på top 10-listen over kommuner med det højeste incidenstal, og turisttunge kommuner som Hjørring og Jammerbugt ligger også højt på listen fra Statens Serum Institut.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.