Hul i gavlen: Kvindelig bilist ramte parcelhus i Skagen

Nordjyllands Beredskab har sat afstivning op, indtil håndværkere kan reparere skaden

Arkivfoto

Arkivfoto

SKAGEN:Nordjyllands Politi modtog søndag morgen klokken 07.13 en anmeldelse fra Skagen, hvor en kvindelig bilist havde mistet herredømmet over sin bil og havde ramt et hus på Revlingevej i Skagen. Det oplyser vagtchef Mads Hessellund, Nordjyllands Politi.

Føreren af bilen, en 27-årig kvinde, kom til skade ved uheldet, men umiddelbart kom ingen af husets beboere til skade.

- Kvinden er kørt til behandling på skadestuen, fortæller vagtchefen.

Da der er mistanke om, at kvinden var påvirket af spiritus, bliver der også taget en blodprøve på hende.

Nordjyllands Beredskab blev tilkaldt til huset for at vurdere, om der var reel fare for nedstyrtning. Indsatsleder Dorthe Krogh fortæller, at gavlen på huset har fået store skader.

- Der er nok et to kvadratmeter stort hul, og derudover har hele endegavlen taget skade, fortæller hun.

Det har været nødvendigt for beredskabet at sætte en enkelt afstiver op.

- Skadesservice er tilkaldt, så gavlen kan dækkes af og huset blive beboeligt, indtil det er muligt at få håndværkere til at reparere skaden, siger hun.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.