Vold

Mand holdt fanget i skur og tæsket med gevir

34-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for et usædvanligt overfald


Opdateret kl. 15:59

SÆBY: Grov vold, røveri, frihedsberøvelse og trusler på livet.

Det var en af de helt lange sigtelser, en 34-årig mand blev præsenteret for, da han fredag eftermiddag blev varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for et usædvanligt overfald på en anden mand.

Overfaldet skete natten til fredag i timerne op til klokken 04 på en adresse i Sæby. Den 34-årige er sigtet for at have opsøgt den anden mand på hans adresse, og da den 34-årige fandt manden ude i et skur på adressen, startede volden.

Den 34-årige er sigtet for først at have slået den anden mand flere gange i hovedet, sparket ham og stukket ham i låret med en proptrækker, hvorefter han blandt andet røvede ham for en iPhone, briller og husnøgler.

Ifølge sigtelsen blev den anden mand herefter låst inde i skuret i halvanden time, inden den 34-årige vendte tilbage - kun for at fortsætte volden.

Slog med gevir

Denne gang havde han bevæbnet sig selv med en hjulnøgle og et gevir, som han begyndte at slå den anden mand i hovedet med.

På en eller anden måde lykkedes det dog manden at flygte fra voldsorgiet, men under sin flugt kunne han høre den 34-årige råbe: "Jeg slår dig ihjel" efter ham.

De to mænd har et forudgående kendskab til hinanden, men præcis hvilken relation de har, kan anklager Kristina Frandsen ikke komme ind på, da grundlovsforhøret mod den 34-årige blev holdt for lukkede døre.

Dermed kan offentligheden heller ikke få at vide, hvad han har forklaret, men anklageren oplyser, at han nægter sig skyldig i sigtelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden