Spritbilist pløjede gennem hegn og ind i hus: Fare for nedstyrtning
20-årig slap uskadt efter voldsomt uheld på Oddevej i Skagen

Arkivfoto Foto: Henrik Bo
SKAGEN:En 20-årig mand slap særdeles heldigt fra et voldsomt trafikuheld natten til fredag. Uheldet skete ved 01.45-tiden.
Den 20-årige mand kom kørende - formentlig med pæn høj fart - ad Oddevej i Skagen. Her mistede han herredømmet over sit køretøj, og bilen ramte fortovskanten, hvorefter den pløjede gennem et træhegn, der indhegner ejendommen på Oddevej 38, før bilen til sidst brasede ind i muren på huset.
- Da politi og beredskab kom til stedet, blev det vurderet, at der var risiko for, at bygningen ville styrte sammen. Så bilen kunne ikke bare lige trækkes ud fra huset. En indsatsleder fra det kommunale beredskab blev tilkaldt, og der blev lavet en understøtning, før den havarerede bil kunne hives ud fra huset igen, forklarer vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.
Det viste sig, at bilens fører var spirituspåvirket, og han blev taget med til politistationen i Frederikshavn, hvor der blev taget en blodprøve til bestemmelse af mandens promille.
Huset på Oddevej er fredet. Det huser blandt andet et galleri, og der bor ingen i huset. Så udover bilisten var ingen i fare ved det voldsomme sammenstød mellem bil og hus.
- Vi sigtede den 20-årige for spirituskørsel, og han er senere på natten blevet løsladt, oplyser vagtchefen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.