Turisme

Stena Danica kom sejlende med passagerer: - Vi har savnet at høre svensk

For første gang siden coronanedlukningen sejlede Stena Line passagerer fra Göteborg til Frederikshavn

Der blev taget godt imod de svenskere, som ankom til Frederikshavn lørdag eftermiddag. Foto Bente Poder

Der blev taget godt imod de svenskere, som ankom til Frederikshavn lørdag eftermiddag. Foto Bente Poder

FREDERIKSHAVN:Flagene blev svinget for passagererne, da Stena Lines færge Stena Danica lørdag klokken 13.30 ankom til færgeterminalen i Frederikshavn. For første gang siden coronavirus lukkede Danmark ned.

For byen Frederikshavn er det en festdag, at svenskerne nu endelig vender tilbage til byen og egnen.

- Vi har længe ventet på de svenske gæster, for de betyder meget for området. Både for hoteller, restauranter og detailhandel, siger udviklings- og marketingchef i Turisthus Nord, Anne-Grethe Kramme.

I alt havde færgen godt 100 biler - med passagerer - og dertil 36 gående passagerer med, hvoraf langt de fleste formentlig er svenskere.

- Vi har savnet at høre svensk i gaderne, siger Anne-Grethe Kramme.

Svenskerne, som kommer til Danmark, skal foreløbig stadig booke seks overnatninger, men den regel håber udviklings- og marketingschefen snart ophører.

- Den blev jo forholdsvis hurtigt ophævet for turister fra Norge, så det håber vi også sker for svenske turister, siger hun.

De turister, som ankom lørdag, blev taget imod med flag, godter og goodiebags.

- Vi er glade for, at det nu endelig er forsvarligt at få dem hertil, siger Anne-Grethe Kramme, som understreger, at Stena Line håndterer virusudbruddet ved at tage alle de forholdsregler, der bliver anbefalet.

Videofotograf: Bente Poder

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.