Stjal stole til 250.000 kr. fra Ruths Hotel: - Som et ekstra knytnæveslag

Hotelbranchen i forvejen hårdt ramt - natten til onsdag slog tyve til mod kendt Skagen-hotel

Natten til onsdag slog indbrudstyve til mod det kendte hotel i Gl. Skagen. Arkivfoto: Peter Broen

Natten til onsdag slog indbrudstyve til mod det kendte hotel i Gl. Skagen. Arkivfoto: Peter Broen

GL. SKAGEN: En gruppe indbrudstyve slog natten til onsdag til mod det kendte Ruths Hotel i Gl. Skagen. Fire mænd brød ind og stjal designerstole til en samlet værdi af omkring en kvart million kr.

Hotellets gourmetrestaurant blev på ganske kort tid tømt for alle Wegner Y-stole, 34 stk.

- Helt sikkert planlagt

- Det er helt sikkert planlagt, vurderer direktør Tom Boye fra Ruths Hotel.

Hotellet er nøje videoovervåget, og han kan på overvågningsbillederne se, at fire mænd midt om natten sneg sig rundt om hotellet, hvorefter de kl. 02.50 brød ind og hurtigt forsvandt med de dyre stole fra restauranten.

- Et kvarter efter alarmen lød, var de væk, fortæller hoteldirektøren.

Han er overbevist om, at tyvene nøjagtigt vidste, hvad de skulle gå efter.

Måske østeuropæere

Ruths Hotel har ikke haft indbrud i 10 år. Netop i år er hotellet - lige som andre i branchen - ramt af coronakrisen. Og som om det ikke var nok kom så dette større indbrudstyveri.

- Det er som at få et ekstra knytnæveslag, siger direktør Tom Boye.

Nordjyllands Politi har fået udleveret overvågningsbillederne, hvorpå man kan se de fire tyve.

Tom Boye vurderer, at gerningsmændene ser østeuropæiske ud. Han formoder, at de har fragtet de mange stole væk i en kassevogn.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.