Svensk lystfisker fangede "havmonster" nord for Skagen
Særpræget fisk fanget på næsten en halv kilometers dybde
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:20
SKAGERRAK: Det var en ordentlig krabat, den svenske lystfisker Benny Johansson fik på krogen og trak op fra dybet i Skagerrak mellem Skagen og Norge.
I det populære havfiskeområde "10-graderen" syd for Larvik - to-tre timers sejlads nord for Skagen - var Benny og hans to kammerater Anders Sonesson og Torbjörn Frank på fisketur i slutningen af juni.
Pludselig fik Benny Johansen bid på dybt vand, 485 meter nede.
Da han endelig fik hevet fisken op, gik det op for ham og kammeraterne, hvor kæmpestor fangsten var: 1,1 meter lang og med en vægt på 15,5 kg.
Det er ny svensk rekord for den særprægede fisk, en brosme, oplyser det svenske sportsfiskerforbund.
- Benny og company kom i land med en svensk rekord. Sportfiskarna har tjekket og godkendt fangsten og gratulerer Benny Johansson med rekorden, siger Nicka Hellenberg, Sportfiskarnas storfiskregister, i en pressemeddelelse.
Smager godt
Benny og hans to venner fik andre fine fangster på fisketuren, men den store brosme var altså noget særligt.
Brosme er en torskelignende fisk med et noget specielt udseende, blandt andet med lang rygfinne. Den har en langstrakt krop på op til 1,2 meter.
Og selv om den muligvis ikke ser lækker ud, er fiskens kød meget delikat og smagfuldt, oplyser svenske Sportfiskarna.
Den danske rekord for brosme er 12,75 kilo, og den fætter blev fanget den 17. juni 2001 på "Det Gule Rev", der ligger et par timers sejlads ud for Hanstholm eller Hirtshals. Det fremgår af fiskerekorder.dk.
Ifølge IGFA/International Game Fish Association er verdensrekorden for fangede brosmer på 17,2 kg. Den kæmpebrosme blev fanget af Anders Jonasson ud for Sørøya i det nordlige Norge, skriver Wikipedia.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.