Tilbud fra rederi: Stena Saga kan bruges til patienter i stedet for turister

Cruisefærgen, der indtil for et par uger siden sejlede mellem Frederikshavn og Oslo skal måske inddrages i kampen mod Coronavirus og Covid-19

Stena tilbyder at omdanne den tidligere passagerfærge Stena Saga til sygehusskib. Arkivfoto: Bent Bach

Stena tilbyder at omdanne den tidligere passagerfærge Stena Saga til sygehusskib. Arkivfoto: Bent Bach

UDDEVALLA/SVERIGE:Færgen Stena Saga, der indtil 19. marts sejlede mellem Frederikshavn og Oslo, kan i løbet af få uger omdannes til et flydende sygehus med faciliteter til de Covid-19-patienter, der har lettere symptomer. Sådan lyder, ifølge det svenske medie Shippax, tilbudet fra selskabet Stena RoRo, der har overtaget den nu pensionerede færge, efter Stena Line trak den ud af drift.

Stena Saga er en stor natfærge med mere end 590 kahytter, der hurtigt kan ombygges, så den kan bruges til patienter, lyder det fra administrerende direktør hos Stena RoRo Per Westling til det svenske medie Sjöfartstidningen.

- Vi har udviklet en løsning, vi kan gennemføre på 2-3 uger, hvor vi ændrer ventilationssystemet, laver alarm- og kommunikationssystemer, og vi laver indretningen om. Vi adskiller besætningen fra patienterne og opstiller de nødvendige procedurer, lyder det fra Per Westling.

Han understreger, Stena Saga, ikke bliver bygget til intensiv behandling, men nærmere til en rolle, hvor den for eksempel kan huse patienter, der er i efterbehandling.

Stena RoRo har for nylig været involveret i omdannelse af den italienske cruisefærge Splendid til hospitalsskib. Færgen blev ombygget på få uger i begyndelsen af Corona-krisen og er nu en del af Corona-beredskabet i Norditalien.

Stena Saga

Bygget i 1981

Oprindeligt navn: MS Silvia Regina (sejlede mellem Helsinki og Stockholm)

Senest ombygget i 2005 til at kunne rumme 2000 passagerer, 450 biler og 70 lastbiler

Omdøbt til Stena Saga i 1994 og har sejlet på ruten Frederikshavn-Oslo fra 1994 til 2020

Fra 1991 til til 1994 sejlede den som Stena Britannica mellem Hoek van Holland og Harwich

Kilde: Wikipedia

Stena RoRo

Del af den svenske familieejede Stena-koncern, der er opbygget af tre selvstændige selskaber: Stena AB Group, Stena Metall Group og Stena SessanGroup.

Stena RoRo er en førende roll on/roll off-aktør inden for både gods- og passagertransport.

”Roll on/roll off” refererer til skibe, der kan lastes og lodses ved at køre gods ind direkte fra kajen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.