Opsøgte mand og stak ham i armen med haveredskab

En 35-årig mand er blevet varetægtsfængslet, sigtet for grov vold mod mand i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:En 35-årig mand er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have opsøgt en anden mand på hans bopæl i Frederikshavn og stukket ham i armen med en greb.

Det oplyser anklager Søren Riis Andersen.

Den 35-årige opsøgte den anden mand på en adresse på Barfredsvej kort før klokken 19 fredag aften.

Der opstod tumult, og den anden mand blev stukket i underarmen med greben. Han måtte efterfølgende køres på sygehuset til behandling.

Den 35-årige blev anholdt på stedet, og politiet fandt også tre knive på ham, fortæller anklageren.

Manden blev lørdag morgen fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, sigtet for grov vold.

Han nægtede sig skyldig i sigtelsen og forklarede, at det var en form for selvforsvar. Ifølge den 35-årige havde den anden mand nemlig truet ham, fortæller Søren Riis Andersen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.