Tyve kørte dyre maskiner og skrot væk i lastbil

Maskinfabrik i Sæby fik stjålet for flere hundrede tusinde kroner

SÆBY:Maskinfabrikken Harde Staal i Sæby fik i weekenden stjålet maskiner og materialer for omkring 700.000 kroner.

Ukendte gerningsmænd brød mellem lørdag klokken 17 og søndag klokken 06.30 en dør til produktionshallen på Vandløsvej op.

Og ved hjælp af en palleløfter eller truck stjal indbrudstyvene syv-otte svejsemaskiner, værktøj til drejemaskiner og fræsemaskiner samt metalskrot, fortæller politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi.

Tyvekosterne har en størrelse som gør, at tyvene formentlig har haft en lastbil eller en stor varebil til at fragte rovet væk i.

Hvis nogen har set noget i forbindelse med indbruddet, så kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.